Inter sender Porto ud i mørket på ægte italiensk maner
Inter trak på ingen måde bukserne af Porto spillemæssigt, men den målløse kamp i Portugal var nok til at sende italienerne videre til kvartfinalerne. Foto: Luis Vieira/Ritzau Scanpix
Med en stærk defensiv holdt Inter nullet ude mod FC Porto og sled sig til en plads i CL-kvartfinalerne.
Stærke parader var fundet frem fra den italienske værktøjskasse, da Inter skulle forsvare 1-0-sejren fra første opgør i udekampen mod FC Porto i Champions Leagues ottendedelsfinaler.
Og taktikken virkede. Det ene portugisiske angreb efter det andet blev neutraliseret, og med 0-0 kunne et træt Inter-hold fejre avancement til kvartfinalerne.
Inter afgav ikke uventet initiativet for at satse på omstillinger. Ud fra en stærk og dygtig defensiv blev portugiserne holdt stangen og ofte tvunget til at spille baglæns.
Derfor kunne hjemmeholdet ikke bruge den klare overvægt i boldbesiddelse til ret meget.
Porto søgte efter de små sprækker i den solidt sammenboltede italienske defensiv, men de var svære at få øje på.
Frem mod pausen fik Porto spillet sig frem til nogle få chancer, men det blev ved lige ved og næsten.
Inter-træner Simone Inzaghi var givetvis tilfreds med, hvordan spillerne havde eksekveret hans gameplan i de første 45 minutter.
Man havde ikke været alvorligt tæt på at tage føringen i kampen trods nogle afslutninger på kontraangreb, men omvendt havde man heller ikke været voldsomt presset i den anden ende. Defensiven fungerede.
Det gjorde den også efter pausen, men det kostede på kræfterne at holde fortet. Kramper og skader kom i de sidste 20 minutter hos italienerne, og den i forvejen lidt uskønne kamp blev ikke smukkere, som tiden gik.
Portos desperate jagt blev stresset, mens Inter dygtigt arbejdede tid af uret og holdt bolden ude af eget straffesparksfelt.
Først dybt inde i tillægstiden fik Porto etableret et voldsomt pres mod Portos mål. Inden for et minut måtte både stolpe, overligger og Inter-keeper André Onana hjælpe til for, at Porto ikke fik tvunget duellen i forlænget spilletid.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker