Inter slår formsvagt bundhold og holder trit med toppen
Joaquin Correa tiljubles efter sit andet mål i 2-0-sejren over Udinese. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Målene faldt i anden halvleg, da Inter slog Jens Stryger og Udinese med 2-0 i Serie A.
Det forsvarende mesterhold Inter holder sig til i toppen af Serie med en 2-0-sejr over Udinese på hjemmebane.
Landsholdsspilleren Jens Stryger Larsen spillede de første 70 minutter for udeholdet og var på banen, da argentinske Joaquin Correa lavede begge Inters mål.
Inter er efter sejren nummer tre i Serie A med 24 point efter 11 kampe. Det er syv point mindre end førerholdet Napoli, der søndag slog Salernitana med 1-0 på udebane.
Udinese er nummer 14 efter en stime på nu otte kampe uden sejr.
Inter var spilstyrende og skabte flest chancer i første halvleg, men først efter en times spil fik holdet hul på bylden.
Den argentinske angriber Joaquin Correa modtog bolden i venstre side, trak ind i banen og sparkede bolden i nettet foran et par forholdsvis passive Udinese-spillere.
Otte minutter senere øgede Correa til 2-0, da han modtog bolden på kanten af feltet og bankede sit andet mål i kassen. Den hollandske landsholdsback Denzel Dumfries leverede et flot forarbejde og oplæg.
Udinese fik med ti minutter tilbage bolden over stregen efter en triplechance, men scoringen blev til stor frustration for gæsternes spillere annulleret.
Napoli havde andetsteds en del problemer med at slå bundholdet Salernitana på udebane.
Hjemmeholdet holdt topholdet fra fadet, indtil den polske midtbanespiller Piotr Zielinski efter en times spil fik godkendt en scoring efter et VAR-gennemkig.
Salernitana blev reduceret til ti mand efter 70 minutter, men var kun i undertal i kort tid, da Napoli-profilen Kalidou Koulibaly fik marchordre for at frarøve hjemmeholdet en oplagt målchance.
Det gav en nervøs afslutning for Napoli, men ikke flere scoringer.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker