Inter slår Juventus på mål i sidste sekund af Super Cup
Alexis Sanchez scorede Inters sejrsmål mod Juventus. Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Alexis Sánchez blev Inters helt, da han i sidste angreb af forlænget spilletid scorede til 2-1 mod Juventus.
Inter kan for sjette gang kalde sig Super Cup-vinder i Italien. Det blev en kendsgerning, da Inter efter forlænget spilletid slog Juventus, der for tiende gang i træk spillede om Super Cup-trofæet.
I opgøret mellem mesterholdet og pokalvinderen fra 2020/21-sæsonen vandt Inter med 2-1 på et mål Alexis Sánchez i absolut sidste sekund af forlængelsen, efter at den ordinære kamp var sluttet 1-1.
Hele stadion havde ellers indstillet sig på en afgørelse i straffesparkskonkurrence, da chileneren scorede i kampens sidste angreb.
Forinden havde tilskuerne været vidner til et opgør, som faldt i underholdningsværdi indtil den afgørende sekvens.
Inter kom godt ud af starthullerne og var nærgående to gange inden for de første syv minutter.
Hjemme i Milano var den forsvarende mester i det hele taget klart dominerende i første halvleg, mens Juventus' angreb var sporadiske.
Holdet fra Torino var dog inde i sin hidtil bedste periode i opgøret, da føringen faldt efter 24 minutter.
Álvaro Morata lavede fikse ting ved baglinjen og serverede perfekt for Weston McKennie, der headede 1-0-målet ind.
Juventus fik blot lov til at være i front i ti minutter, inden dommeren Daniele Doveri vurderede, at Juventus-forsvareren Mattia De Sciglio begik en ulovlig forseelse på Inter-angriberen Edin Dzeko i feltet.
Straffespark til Inter, som Lautaro Martínez hamrede i kassen til 1-1.
Også i anden halvleg var Inter spildominerende, men angrebene blev for sjældent til åbne chancer, og når de blev, stod Juventus' vanlige reservekeeper Mattia Perin i vejen.
Og da Juventus slet ikke kom til muligheder, var den forlængede spilletid uundgåelig.
Også i forlængelsen ville Inter mest, men Juventus forsvarede sig godt, og derfor trak det op til straffespark.
Lige indtil det sidste sekund da Inter sendte en bold ind i feltet, hvor et par Juventus-spillere fumlede i deres indgreb, så Sanchez kunne smutte imellem og score sejrsmålet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned