Inter-træner savner ord efter vanvidskamp

Inters træner, Leonardo, var helt udmattet, efter at hans hold med et sent mål havde spillet sig videre til kvartfinalerne af Champions League på bekostning af Bayern München.

- Denne kamp kan ikke forklares, den skal opleves. Den er et symbol på Inter, siger træneren efter 3-2-sejren.

Inter var fuldstændig udspillet i første halvleg af kampen på Allianz Arena i München, hvor holdet skulle forsøge at indhente 0-1-nederlaget fra den første kamp i Milano.

De forsvarende Champions League-vindere kunne let have været bagud mere end 1-2 ved pausen, men med scoringer af først Wesley Sneijder og kort før tid af Goran Pandev overlevede mestrene og gik videre med flest scorede mål på udebane.

- Vi vandt, og det var en sejr, der kom fra hjertet. Vi var godt organiseret og scorede efter tre minutter, men der var en periode i kampen, hvor alt gik Bayerns vej, siger Leonardo.

Også Inters midtbanespiller Esteban Cambiasso er svært tilfreds med avancementet.

- Det er en stor tilfredsstillelse. Vi viste, at vi kunne klare det, og vi gav ikke op, selv da vi havde modgang, siger han. /ritzau/

Inters træner, Leonardo, havde svært ved at forklare sine følelser efter avancementet i Champions League.

Offentliggjort Sidst opdateret