Der er blevet pustet yderligere liv i debatten om transkønnede kvinder i elitesport, efter at en række forbund har indført nye regelsæt.
Inden for den seneste uge har internationale sportsforbund i cykling, svømning og rugby introduceret tiltag, som helt eller delvist udelukker transkønnede fra at konkurrere med andre kvinder i elitesport.
Det sker af hensyn til fair konkurrence, mens der i rugby også er tale om et sikkerhedshensyn.
Det Internationale Svømmeforbund (Fina) vil som udgangspunkt ikke lade transkønnede stille op på kvindesiden. I stedet vil det arbejde på at skabe en "åben kategori", hvor transkønnede kan konkurrere med hinanden.
I cykling skal eliteryttere, der skifter køn, fremover gennem 24 måneder vise testosteronniveauer under forbundets tilladte grænse.
Før lød perioden på 12 måneder, mens grænsen for testosteron i blodet er halveret.
Den Internationale Rugby-liga (IRL) har været mere konsekvent. Af sikkerhedshensyn får transkønnede kvinder som udgangspunkt ikke lov til at stille op i organisationens turneringer.
De kontroversielle beslutninger er genstand for en polariseret debat, men i Danmarks Idrætsforbund (DIF) og foreningen Pan Idræt hersker der nogenlunde enighed:
Tiltagene er mere positive end negative.
- I det store hele tænker jeg, at det er positivt, at de tager stilling. At vi rent faktisk får nogle retningslinjer. Det giver os noget konkret at tale ud fra, lyder det fra formanden for Pan Idræt, Christian Bigom.
Samme holdning deler bestyrelsesmedlem i DIF Rikke Rønholt, som har været med til at udforme DIF's anbefalinger om inklusion af forskellige kønsidentiteter i idræt.
- Jeg byder det meget velkommen, at de her forbund melder ud klart og principielt og ikke ud fra en sag til sag-strategi, for det kan man ikke byde nogen atleter, siger hun.
Begge er dog enige om, at der er plads til forbedringer.
- Jeg synes ikke, at det er alle forbundene, der kommer lige elegant ud af første udkast, lyder det fra Christian Bigom.
- Svømmeforbundet gør det ret godt ved at lave den åbne kategori, for så lukker man ikke nogen ude. Det er en åben dør til at gøre sporten større og mere mangfoldig.
- Det er i hvert fald et bedre forsøg end at sige, at transkvinder ikke må være med, siger formanden og henviser til beslutningen inden for rugby.
Rikke Rønholt er også tilhænger af svømmeforbundets løsning. Blandt andet fordi det giver mulighed for at lette på krav om hormonbehandling.
- Det, der bekymrer mig, er, at der er ganske få, der overvejer, hvad der er sundest for transatleterne. Derfor er jeg tilhænger af den tredje kategori, for så kan vi begynde at sætte os ind i atleterne og finde ud af, hvad der er den optimale behandling for transpersoner.
- Hvordan sikrer vi, at de har det bedst mulige helbred og undgår knogleskørhed, eller at de går for tidligt i overgangsalderen?
- Der er en hel masse bivirkninger ved at tage de her hormoner, som vi kan være med til at skabe mere viden om, lyder det fra Rikke Rønholt.
Hun mener samtidig, at reglerne primært bør gælde på eliteplan.
- Vores vigtigste rolle i DIF er, at vi skal have så mange danskere som muligt ud at dyrke idræt. Vi anbefaler ikke, at de her regler bliver implementeret i breddeidrætten og børnerækkerne. Man skal som udgangspunkt prioritere inklusion, når der ikke er tale om elitekonkurrencer.
Det Internationale Atletikforbund og Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har begge givet udtryk for, at de er i færd med at drøfte egne regler for transkønnede.
/ritzau/
Tidslinje for de nye tiltag i international topsport
I løbet af fem dage har tre internationale sportsforbund introduceret nye regler for transkønnedes deltagelse i elitesportssammenhænge. Undervejs har mindst to forbund bebudet, at der er nye regler på vej.
* Fredag den 17. juni: Det Internationale Cykelforbund meddeler, at eliteryttere, der skifter køn, fremover i 24 måneder skal fremvise testosteronniveauer under forbundets tilladte grænse. Tidligere lå perioden på 12 måneder. Desuden halveres grænsen for det tilladte testosteronniveau.
* Søndag den 19. juni: Det Internationale Svømmeforbund (Fina) meddeler, at det vil arbejde på at skabe en "åben kategori" for transkønnede. Samtidig vedtager forbundet, at transkønnede skal have modtaget hormonbehandling, før de er fyldt 12 år, hvis de skal konkurrere mod kvinderne på topplan.
* Mandag den 20. juni: Præsidenten for Det Internationale Atletikforbund, Sebastian Coe, udtaler, at en åben kategori magen til den introduceret af Fina kan blive aktuel. Samme dag skrev ABC, at Det Internationale Fodboldforbund er ved at gennemgå regler vedrørende forskellige køns deltagelsesret.
* Tirsdag den 21. juni: Den Internationale Rugby-Liga (IRL) skriver i en pressemeddelelse, at transkønnede som udgangspunkt ikke får lov til at deltage i international kvinderugby.
Kilder: ABC, BBC, AFP, Fina, IRL.
/ritzau/
DIF's syv anbefalinger til inklusion i idrætten
Danmarks Idrætsforbund (DIF) fremlagde i starten af året en rapport med syv anbefalinger til de respektive specialforbund og idrætsforeninger i forhold til at inkludere LGBT+-personer i idrætslivet. Kogt ned lyder de syv anbefalinger således:
Råd 1: Tag stilling til dilemmaerne omkring kønsidentitetsforhold, så de ikke kommer overraskende, når situationen opstår.
Råd 2: Afdæk hvor "kønnet" idrætten er, og dermed hvor stor en rolle det for eksempel spiller at være stor, stærk og udholdende.
Råd 3: Lad de mandlige rækker være åbne for alle, da de fysiske forudsætninger hos transpersoner, interkønnede og non-binære ikke skaber konkurrencemæssige fordele.
Råd 4: Lad inklusion være tungtvejende i bredde- og motionsidrætten, da det her primært handler om det sociale, sundhed og frirummet frem for sportsresultatet.
Råd 5: Lad inklusion være tungtvejende i børne- og ungeidrætten, da børn - uanset kønsidentitet - oftest bare gerne vil være sammen med vennerne og ligesindede.
Råd 6: Lav en inkluderende kultur i idrætten. Det handler for eksempel om at sætte grænser for sprogbrug og skabe inkluderende faciliteter og miljøer, hvor alle er trygge.
Råd 7: Lad lige konkurrence være tungtvejende i kvindernes eliteidræt for at prioritere hensynet til den store gruppe, der har fået tildelt køn som kvinde ved fødslen.
De detaljerede råd kan læses i fuld længde i rapporten, som kan findes på DIF's hjemmeside.
Kilde: DIF
/ritzau/
Seneste artikler
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Slutter tre dage af med togbusser
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Lynnedslag i landejendom
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Lynnedslag i landejendom
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Gård til salg for svimlende millionbeløb