Inters mestre slog Tottenham i målorgie

Inter holdt legestue i første halvleg, da den engelske klub Tottenham Hotspur onsdag gæstede San Siro i Champions League. Turneringens forsvarende mestre var således foran hele 4-0 i kampen, der dog sluttede 4-3.

Tottenham var egentlig helt nede i sækken tidligt i opgøret, da keeper Heurelho Gomes allerede blev udvist efter otte minutters spil efter en nødbremse på en helt fri Jonathan Biabiany.

Udover det røde kort gav nødbremsen samtidig straffe til hjemmeholdet, og den chance lod Samuel Eto'o ikke gå fra sig. Han udbyggede sikkert holdets føring til 2-0, da veteranforsvareren Javier Zanetti allerede havde scoret efter to minutters spil.

Halvlegen udviklede sig herefter til en sand powerplay. Inters midtbane anført af en hårdtarbejdende Dejan Stankovic og Philippe Coutinho pressede på, og det var fuldt fortjent, at netop Stankovic kunne gøre det til 3-0 efter et lille kvarter af kampen.

Allerede inden pausen scorede Eto'o sit andet mål i kampen.

I anden halvleg slappede Inters spillere tydeligvis af, og Tottenham kom bedre med i spillet, hvilket også resulterede i en hurtig engelsk reducering ved Gareth Bale. Og i overtiden smuttede Bale igennem igen og reducerede yderligere til både 2-4 og 3-4.

Inter har nu syv point efter tre kampe, mens Tottenham har fire. Både Twente og Werder Bremen har to point, efter at de to klubber spillede 1-1. Tyskerne havde danske Daniel Jensen på bænken i hele kampen.

En anden engelsk klub, Manchester United, snuppede derimod alle tre point ude mod tyrkiske Bursaspor. Kampen havde fået en lidt mærkelig optakt, da megen snak inden opgøret var centreret omkring Wayne Rooney og stjerneangriberens fremtid hos United.

Et par timer inden kampen blev fløjtet i gang meddelte Rooney så, at han ønsker at forlade klubben, hvilket dog ikke så ud til at få indflydelse på holdkammeraternes spil.

I hvert fald scorede angrebsmakker Nani et flot mål, da han fik bolden fra Darren Fletcher efter syv minutter. Nani vendte på en tallerken med bolden og udplacerede fornemt Dimitar Ivankov i målet.

United fører gruppen foran Glasgow Rangers.

/ritzau/

Inter slog Tottenham med 4-3 i Champions League. Manchester United uden Wayne Rooney slog Bursaspor med 1-0.

Offentliggjort Sidst opdateret