Investorer skyder millioner i FC Midtjylland

En række lokale og nationale investorer har gennem et spillerinvestselskab givet tilsagn til FC Midtjylland om 15-20 millioner kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Investorgruppen har købt del i fremtidige transferrettigheder i en række spillere. Aftalen er på nogle punkter forskellig fra tidligere investoraftaler og bliver kaldt "yderst attraktiv" for klubben.

- Vi er glade og stolte over, at en række investorer fortsat synes, at det er attraktivt at investere i FC Midtjylland, siger en FCM's bestyrelsesformand, Johnny Rune, i en pressemeddelelse.

Investeringen giver FC Midtjylland tid og ro til det fortsatte arbejde med at få tilpasset virksomheden efter en række år med store underskud, fortæller FCM-formanden.

- Vi er godt i gang med tilpasningerne og kan nu tillade os at arbejde langsigtet, siger Johnny Rune.

Målet er, at FCM skal være et selskab, der har balance i regnskabet, hvilket investeringen giver os mulighed for.

Forventningerne til årets resultat opjusteres med investeringen med omkring 12 millioner kroner, så resultatet vil ende i omegnen af minus tre til plus tre millioner kroner.

/ritzau/