IOC afviser bokselegendes ansøgning om OL-plads
Manny Pacquiao. Foto: Jung Yeon-JE/Ritzau Scanpix
Manny Pacquiao kommer ikke til OL i Paris. IOC har afvist filippinerens wildcardansøgning.
Boksekonkurrencerne ved sommerens OL i Paris bliver uden en af sportens største udøvere i nyere tid.
Den filippinske bokselegende Manny Pacquiao har nemlig fået nej til at stille op ved OL. Han indstillede sin professionelle karriere for tre år siden, men håbede at kunne gøre comeback som amatør i Paris.
Filippinernes Olympiske Komité havde sendt en "specialansøgning" til Den Internationale Olympiske Komité (IOC), men ansøgningen er blevet afvist.
IOC's forklaring er, at Pacquiao ikke lever op til de krav, som alle andre boksere skal igennem for at kunne deltage ved legene. Han lever heller ikke op til de krav, der giver IOC mulighed for at lave en undtagelse fra de normale kvalifikationsregler.
Det ærgrer Abraham Tolentino, der er præsident for Filippinernes Olympiske Komité.
- Han ville have været et trækplaster for legene i Paris, men vi må følge IOC's regler. Det er en skam, for han kunne helt sikkert have taget en medalje og måske være blevet vores første olympiske mester i boksning, siger præsidenten til AFP.
Manny Pacquiao har været verdensmester i otte vægtklasser og anses som en af historiens største boksere.
Pacquiao var i 2015 med i kampen, der var brandet som "århundredets boksekamp", da han tabte til amerikaneren Floyd Mayweather.
Filippineren vandt 62 af sine 72 professionelle boksekampe i perioden 1995-2021. To kampe endte uafgjort, mens han tabte otte.
Da han indstillede karrieren i 2021, var det for at stille op til præsidentvalget i Filippinerne. På det tidspunkt havde han en fortid i Repræsentanternes Hus og var medlem af det filippinske senat, men den populære eksbokser blev ikke valgt til præsident i 2022. Han fik beskedne 6,81 procent af stemmerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker