IOC diskuterer Ruslands OL-fremtid søndag
Ruslands OL-deltagelse skal afgøres af Den Internationale Olympiske Komité (IOC), som diskuterer emnet søndag.
Det bliver muligvis ikke kun de russiske atletikudøvere, som får besked på at holde sig væk fra OL i Rio de Janeiro i august.
Søndag samles eksekutivkomitéen i Den Internationale Olympiske Komité (IOC) i en telefonkonference, og Rusland er temaet på dagsordnen. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
IOC skal tage stilling til, om der overhovedet er russiske atleter, som får lov til at stille op ved legene i Brasilien.
Det sker i forlængelse af, at en rapport fra Det Internationale Antidopingagentur (Wada), der blev offentliggjort mandag, påviste, at den russiske stat har været involveret i et stort dopingprogram samt svindel med positive dopingprøver.
Det skete blandt andet ved vinter-OL i russiske Sotji i 2014.
Rapporten konkluderede, at dopingprogrammet bredte sig over 30 forskellige sportsgrene, og at det russiske sportsministerium var med til at beslutte, hvilke atleter der skulle med i programmet og beskyttes mod positive dopingprøver.
Det vides ikke, om IOC endegyldigt tager stilling til Ruslands OL-deltagelse søndag. Onsdag meldte IOC ud, at en afgørelse ville komme inden for en uge.
Torsdag vurderede Den Internationale Sportsdomstol (CAS), at det var lovligt, at Det Internationale Atletikforbund (IAAF) har udelukket russiske atletikudøvere fra al international konkurrence på grund af dopingmistanke.
IOC oplyser, at dommen kan få betydning for komitéens egen afgørelse.
- Nu skal vi studere og gennemanalysere dommen fra CAS, lyder det fra IOC.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker