IOC er klar til at give boksning en ny OL-chance
Nikolai Terteryan (til venstre) repræsenterede dansk boksning ved OL i Paris. (Arkivfoto). Foto: Peter Cziborra/Reuters
Den Internationale Olympiske Komité anbefaler at genindsætte boksning på OL-programmet.
Der kommer formentlig også boksere med til de olympiske lege i Los Angeles i 2028.
Sportens OL-fremtid har ellers været usikker, efter at Den Internationale Olympiske Komité i 2023 fratog boksningens daværende verdensforbund, IBA, status som olympisk forbund.
Boksning blev i første omgang ikke sat på programmet til OL om tre år. Men mandag har IOC's eksekutivkomité vedtaget en anbefaling om at geninkludere boksning i det olympiske selskab.
Det sker, efter at IOC i februar blåstemplede udbryderforbundet World Boxing som potentiel arrangør af OL's bokseturneringer. Anbefalingen skal til afstemning på IOC-sessionen i Grækenland senere på ugen.
- Efter den foreløbige anerkendelse af World Boxing var vi i en position, hvor vi kunne tage denne beslutning, så anbefalingen nu kan gå videre til sessionen. Jeg har tiltro til, at sessionen vil godkende det, siger IOC-præsident Thomas Bach ifølge Reuters på et pressemøde.
IBA faldt allerede inden OL i 2021 i unåde hos IOC på grund af dårlig økonomi og korruption i forbundet.
Det betød, at IOC selv arrangerede bokseturneringen ved legene i Tokyo og kappede derefter endegyldigt båndet til IBA i april 2023.
Med mandagens anbefaling er der lagt op til, at boksning kan fortsætte sin lange OL-tradition. Boksning blev OL-sport i 1904 og på nær legene i 1912 har den været med lige siden.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned