IOC forbyder OL-atleter at knæle på medaljeskamlen
Under OL i 1968 demonstrerede løberne Tommie Smith (i midten) og John Carlos (til højre) med knyttede hænder under en medaljeceremoni for at sætte fokus på USA's behandling af afroamerikanske borgere. Den slags tillades ikke af IOC. Foto: Ukendt/Ritzau Scanpix
Ukendt/Ritzau Scanpix
Atleter må ikke demonstrere på medaljeskamlen, men må gerne ytre sig politisk i medierne under OL.
Politiske ytringer må ikke overskygge de sportslige præstationer under sommerens olympiske lege i Tokyo.
Det understreger Atleternes Kommission under Den Internationale Olympiske Komité (IOC) i et tre sider langt dokument, der blev offentliggjort torsdag.
Regel nummer 50 i det olympiske charter forbyder atleterne at ytre sig eller demonstrere politisk i forbindelse med konkurrencerne. I det nye dokument er retningslinjerne uddybet med flere eksempler.
IOC uddyber, at atleterne ikke må bære skilte eller armbånd, der signalerer politiske budskaber. De må heller ikke hæve hånden eller knæle i protest eller nægte at følge protokollen for de officielle ceremonier.
Hvis en udøver bryder reglerne, sætter vedkommendes nationale olympiske komité sig sammen med IOC og et internationalt sportsforbund og beslutter en passende straf.
- Vi tror på, at det eksempel, der sættes ved, at verdens bedste atleter konkurrerer, mens de bor sammen i den olympiske landsby, er et unikt og positivt budskab at sende til en stadig mere splittet verden.
- Derfor er det vigtigt - både på et personligt og globalt niveau - at vi holder arenaerne, den olympiske landsby og podiet neutralt og fri fra enhver form for politiske, religiøse eller etniske demonstrationer, står der i det udsendte dokument.
Helt forbudt er det imidlertid ikke at ytre sig, understreger IOC, som "støtter ytringsfriheden fuldt ud".
Atleterne må gerne sprede deres politiske budskaber ved pressemøder og i interviews. Det gælder både i traditionelle medier og på "andre platforme". De andre platforme indbefatter ifølge nyhedsbureauet AP også sociale medier.
Ifølge den tidligere topsvømmer og OL-guldvinder Kirsty Coventry, der i dag er Zimbabwes sportsminister og formand for Atleternes Kommission, var der behov for at tydeliggøre reglerne.
- Størstedelen af atleterne føler, at det er meget vigtigt, at vi respekterer hinanden som atleter, siger hun ifølge AP.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet