IOC foreslår Frankrig og Salt Lake City som OL-værter
Denne sommer holdes sommer-OL i Paris. Om seks år er planen, at Frankrig også bliver vært for vinter-OL. (Arkivfoto). Foto: Benoit Tessier/Reuters
IOC foreslår, at Frankrig bliver vært for vinter-OL i 2030, mens Salt Lake City vælges fire år senere.
Frankrig i 2030 og Salt Lake City i 2034.
Det kan meget vel blive værterne for de olympiske vinterlege, hvis det står til Den Internationale Olympiske Komité (IOC).
Efter et møde i IOC onsdag blev de to ansøgere foreslået som værter i 2030 og 2034. Det betragtes som det sidste skridt før en tildeling af værtskaberne.
Helt formelt skal buddene til afstemning, når IOC holder møde i Paris 24. juli.
Det franske bud mangler stadig at levere nogle garantier, som landet ikke har nået på grund af den politiske situation med en aktuel valgudskrivelse, oplyser IOC.
Det drejer sig mere specifikt om garantier omkring samarbejdet mellem de regioner i Frankrig, der skal være en del af OL-værtskabet i 2030.
Vinterlegene i 2030 skal efter planen finde sted i Provence-Alpes-Côte d'Azur og Auvergne-Rhône-Alpes i det sydøstlige Frankrig.
IOC regner dog med, at de franske problemer nok skal nå at blive løst og falde helt på plads i løbet af juli.
- Vi er meget sikre på, at garantierne vil komme inden IOC-sessionen. Vi er i tæt kontakt med regeringen og ledelsen i de to franske regioner, siger Karl Stoss, som leder IOC's kommission for fremtidige værter.
I forvejen er de to ansøgere allerede blevet udpeget som de eneste foretrukne bud. Det skete tilbage i november sidste år.
Hvis Frankrig bliver valgt som vært for vinter-OL i 2030, så vil det ske seks år efter afholdelsen af sommerlegene, der afvikles i Paris fra slutningen af juli i år.
Vinter-OL i 2026 skal holdes i Milano og Cortina d'Ampezzo.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde