IOC forsvarer flytning af OL-maraton efter japansk undren
Ugandas Fred Musobo køler sig selv ned under det meget varme maraton ved VM i Doha i Qatar i september. Foto: Lucy Nicholson/Reuters
Lucy Nicholson/Reuters
De japanske OL-værter forstår ikke, at IOC har flyttet afviklingen af maratonet væk fra Tokyo.
Den Internationale Olympiske Komité (IOC) holder fast i, at næste års OL-maraton ikke skal afholdes i værtsbyen Tokyo.
I sidste uge besluttede IOC, at det prestigefyldte løb samt konkurrencerne i kapgang alligevel ikke vil finde sted i den japanske hovedstad, men i Sapporo på øen Hokkaido - Japans nordligste ø.
Men IOC's beslutning vækker undren i Tokyo.
- Størstedelen af Tokyos indbyggere vil have, at maraton og kapgang skal blive. Vi bliver nødt til at tage deres meninger seriøst, og jeg deler dem, siger guvernør i Tokyo Yuriko Koike ifølge Reuters.
Hun forlanger nu en detaljeret forklaring fra IOC.
- Hvem har foreslået dette og hvornår, det er alt sammen noget, jeg vil diskutere, siger Yuriko Koike, der senere fredag skal mødes med John Coates, der er chef for IOC's koordineringskommission.
I sidste uge begrundede IOC flytningen med de høje temperaturer, der forventes at være i Tokyo under OL, og det holder John Coates fast i.
- IOC var chokeret, over det vi så i Doha (under VM i atletik, red.) under lignende omstændigheder i forhold til de temperaturer og den luftfugtighed, der er forventet i Tokyo.
- Vi vil ikke have, at Tokyo skal huskes for det samme, som man så i Doha, siger John Coates ifølge AFP.
Han forstår skuffelsen blandt Tokyos indbyggere, men insisterer på, at IOC's beslutning er endelig.
Ifølge John Coates overvejede IOC at lade konkurrencerne blive i Tokyo og afvikle dem midt om natten, men det blev droppet.
I september udgik en tredjedel af løberne fra kvindernes maraton ved VM i Doha i Qatar på grund af den høje varme og luftfugtighed. Flere løbere måtte tilses af medicinsk personale undervejs.
I herrernes maraton udgik lidt under en fjerdedel.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde