IOC-præsident og sejlchefer mindes dansker efter flyulykke
Thomas Bach åbnede onsdag IOC-kongressen i Grækenland. Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Line Markert blev mindet, da præsident Thomas Bach onsdag åbnede IOC-kongressen i Grækenland.
Den snart forhenværende præsident Thomas Bach mindedes onsdag danske Line Markert, da han åbnede IOC's kongres i græske Costa Navarino.
- Vi mindes Line Markert, der gik bort så sent som mandag i denne uge, lød det fra tyskeren på talerstolen foran et stort billede af Markert.
Hun omkom i et flystyrt i Schweiz sammen med sin mand, Andreas Christensen, og deres fælles søn, da de var på vej hjem efter en skiferie.
Markert var formand for Dansk Sejlunion gennem syv år, men forlod posten før jul, da hun blev valgt til vicepræsident i sejlsportens verdensforbund, World Sailing.
- Det var en forfærdelig tragedie og et kæmpe chok. Vores tanker er med Line og Andreas' familie og venner i denne ufatteligt svære tid.
- Line var en ekstraordinær person, der var kendt og beundret over hele vores globale sejlverden, siger Quanhai Li, præsident i World Sailing, ifølge Reuters.
Forbundets direktør, David Graham, kalder Markerts bortgang for et stort slag for sporten.
- Line var en ekstraordinær person. Hun var ydmyg, uselvisk og ekstremt kompetent. Hendes bidrag til sejlsporten, både i Danmark og i World Sailing, var betragteligt.
- Line vil blive savnet enormt meget, siger Graham ifølge Reuters.
Hans Natorp, formand for Danmarks Idrætsforbund, erklærede sig tirsdag dybt rystet over vennen og kollegaens død og hyldede hende for det internationale arbejde i World Sailing.
- Nogle gange kan vi danskere godt blive set som værende lidt vanskelige at have med at gøre og for lidt pragmatiske.
- Det formåede hun at bygge en bro over, så hun kunne levere på den internationale scene og samtidig holde fast i, hvor vi kommer fra, og det, vi er gode til, sagde Hans Natorp til Ritzau.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker