IOC-præsident vil gøre det nemmere at søge om OL

Den nytiltrådte præsident for den internationale olympiske komité (IOC), Thomas Bach, vil have ændret budprocessen forud for OL.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den 59-årige tysker vil lave afgørende om på de krav, IOC stiller til de byer, som søger om værtskabet for verdens største idrætsbegivenhed.

- Jeg ønsker en anden tilgang til budprocessen, siger Bach ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Som det er nu, så kræver vi for meget for tidligt af kandidatbyerne. Vi ser på byernes bud, som var det et tilbud fra en forretning eller en franchise.

- Det betyder, at vi havner i en situation, hvor budbøgerne fra hele verden er skrevet af de samme personer.

- Jeg kan helt ærligt sige, at jeg kender alle svarene på forhånd, når jeg går ind til et spørgsmål/svar-møde, og det er fordi, jeg har hørt alle svarene før.

- Jeg vil gerne have ændret denne mentalitet.

Thomas Bach ønsker ikke alene, at buddene adskiller sig mere fra hinanden.

Der skal også laves gennemtænkte planer for OL-faciliteterne, så de ikke ender med at stå gabende tomme, når legene er forbi.

- Jeg vil gerne have, at potentielle kandidater tænker mere over, hvordan OL kan passe ind i deres by, region eller lands udvikling - deres egen bæredygtige udvikling.

- Det vil give dem mulighed for at have deres egen kreativitet, når det kommer til idéer omkring deres bud, og så kan befolkningen også blive en del af buddet tidligere i processen, siger Thomas Bach.

Den tyske IOC-præsident overtog topposten i IOC fra Jaques Rogge for en uge siden, da han blev valgt på en kongres i Buenos Aires.

Ved samme kongres blev det besluttet, at OL i 2020 skal afholdes i Tokyo i Japan.

/ritzau/