IOC vil fjerne bokseforbunds bånd til OL
IOC er ledet af tyske Thomas Bach, der er præsident. (Arkivfoto). Foto: Denis Balibouse/Reuters
Efter at have suspenderet IBA i 2019 vil IOC's bestyrelse nu helt fjerne anerkendelsen af bokseforbundet.
Bokseforbundet International Boxing Association (IBA) er på vej helt ud i det olympiske mørke.
Efter at være blevet suspenderet af Den Internationale Olympiske (IOC) i 2019 er IOC's bestyrelse onsdag kommet med en anbefaling om helt at droppe anerkendelsen af IBA som et olympisk forbund.
Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.
IOC's anbefaling kommer efter gennemgangen af en rapport om situationen med IBA, der udkom 2. juni.
- Rapporten slår fast, at IBA ikke har formået at opfylde de krav, som IOC satte for at ophæve suspenderingen af IBA, lyder det i en udtalelse fra IOC ifølge Reuters.
IOC-bestyrelsens anbefaling ventes at blive godkendt på et ekstraordinært møde i IOC 22. juni, skriver Reuters.
Olympisk boksning har længe været sendt til tælling. Efter suspenderingen af IBA, der har stået for afviklingen af boksekonkurrencer ved OL, i 2019 var det IOC selv, der arrangerede boksekonkurrencerne ved OL i Tokyo.
Det samme bliver tilfældet ved næste års OL i Paris. Sporten har været helt udeladt fra det indledende program til OL i 2028. En kilde fortæller dog til Reuters, at IOC har besluttet, at der også skal bokses ved legene i Los Angeles om fem år.
IOC suspenderede i 2019 IBA på grund af den måde, forbundet blev drevet på, dets økonomi samt problemer med dommere.
Konflikten mellem IBA og IOC blev yderligere optrappet efter Ruslands invasion af Ukraine.
I efteråret trodsede bokseforbundet, der har en russisk præsident, IOC og lod boksere fra Rusland og Belarus komme tilbage i konkurrence, efter at de havde været udelukket som en konsekvens af invasionen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde