IOC vil flytte OL-maraton og kapgang væk fra Tokyo
Høje temperaturer var senest et stort problem i maratonløbene ved atletik-VM i Doha. Foto: Lucy Nicholson/Reuters
Lucy Nicholson/Reuters
IOC er bekymret for løbernes helbred i sommervarmen i OL-byen. Nu skal flere discipliner flyttes nordpå.
Den Internationale Olympiske Komité (IOC) er klar til at flytte OL-konkurrencerne i maratonløb og kapgang væk fra værtsbyen Tokyo for at skåne atleterne for varmen under legene næste sommer.
IOC foreslår i stedet Japans nordligste ø, Hokkaido, som ny vært for de udmarvende discipliner.
Her er temperaturen i OL-perioden typisk fem-seks grader lavere, end dem der venter udøverne i hovedstaden 800 kilometer længere sydpå.
- Udøvernes helbred og velbefindende er altid centralt i vores overvejelser, siger IOC-præsident Thomas Bach i en erklæring på IOC's hjemmeside.
Det er planen, at maraton og kapgang skal afvikles fra Hokkaidos hovedby, Sapporo.
Det vil i givet fald ikke være første gang, byen afholder OL-konkurrencer. Sapporo var vært for vinter-OL i 1972.
Forslaget om at flytte konkurrencerne skal diskuteres med værtsbyen Tokyo og andre interessenter på et møde 30. oktober.
Flytteplanerne er en af flere ændringer, IOC vil foretage i håbet om at undgå varmeproblemer under legene.
Løbekonkurrencer på 5000 meter eller længere skal således efter planen finde sted om aftenen, ligesom starttidspunktet for flere rugbykampe og mountainbikekonkurrencer skal ændres for at slippe for middagsheden.
Ved atletik-VM i Qatar i september blev maratonløbene afviklet ved midnatstid for at tage toppen af temperaturen. Alligevel måtte en lang række deltagere opgive at gennemføre.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker