Irriteret Lazio-træner: Vi forærede Bayern tre mål
Simone Inzaghis kropsprog tydeliggjorde, at fodboldtræneren var skuffet efter tirsdagens nederlag. Foto: Alfredo Falcone/Ritzau Scanpix
Alfredo Falcone/Ritzau Scanpix
Simone Inzaghi er skuffet over, at hans Lazio-hold var i det gavmilde hjørne i tirsdagens 1-4-nederlag.
Det er selvforskyldt, at Lazio stort set er uden mulighed for at gå videre til kvartfinalerne i Champions League.
Den italienske klub forærede nemlig Bayern München tre ud af tyskernes fire scoringer, da Bayern vandt 4-1 i Rom i den første ottendedelsfinale i Europas bedste klubturnering.
Det mener Lazios cheftræner, Simone Inzaghi, til Sky Sport Italia.
- Vi havde sagt, at vi skulle gå ud og spille vores eget spil. Vi var tynget af kampens betydning og var for anspændte til at møde verdens bedste klubhold, men dybest set forærede vi dem også tre af de fire mål, siger Inzaghi.
Hans hold forærede Robert Lewandowski en friløber ved Bayerns første mål, mens Bayerns fjerde mål var et selvmål. Forsvarsspillet ved tyskernes øvrige scoringer var heller ikke til topkarakter.
Ingen hold har tidligere avanceret i Champions League efter at have tabt med tre mål på hjemmebane i den første knockoutkamp. Simone Inzaghi erkender da også, at en kvartfinaleplads nærmest er en umulighed.
- Der er naturligvis skuffelse i omklædningsrummet, men vi har allerede opnået en stor bedrift ved overhovedet at være gået videre til ottendedelsfinalerne, siger Inzaghi.
- Forhåbentlig kan vi nu rejse til München uden nerver og pres på vores skuldre, tilføjer han.
Kampens første målscorer, Robert Lewandowski, påpeger, at Bayern München fik selvtillid efter åbningsmålet. Storklubben var ellers rejst til Rom med to pointtab i træk i Bundesligaen.
- Det første mål var meget vigtigt. Jeg udnyttede en fejl fra en forsvarsspiller, og derfra følte vi, at vi kunne score flere mål, og det gjorde vi.
- Vi viste os fra en bedre side end i de seneste kampe (i Bundesligaen, red.), men vi ved også, at vi kan spille endnu bedre, siger Robert Lewandowski i et interview vist på TV3+.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker