Irriteret stjerne slutter Danmark Rundt med styrt
Mads Pedersens højdepunkt ved Danmarks Rundt kom lørdag, da han vandt enkeltstarten i Nykøbing Falster. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Mads Pedersen var en tur i asfalten efter et sammenstød med en hollandsk rytter på sidste etape.
Stortalentet Mads Pedersen har haft et PostNord Danmark Rundt på godt og ondt.
Han kunne ikke gøre sig gældende på torsdagens etape til Vejle og var derefter uden chance for at forsvare sidste års samlede sejr. Til gengæld demonstrerede han sin klasse, da han var hurtigst i enkeltstart lørdag.
Søndag indtog han på ny en hovedrolle, da han mod slutningen tørnede sammen med Wouter Wippert fra Roompot, med det resultat at de begge røg i asfalten.
- Det var en stressende dag. Der var en tosse fra Roompot, der valgte at køre udenom mig i svinget. Jeg var egentlig foran ham, og jeg ved ikke, hvad han lavede.
- Han skred og kørte ind i mig, og jeg kunne ikke undgå at ryge med ned, siger Mads Pedersen.
På tv-billederne kunne man se ham i skænderi med en anden Roompot-rytter.
- På det tidspunkt kunne det hele være lige meget. Der skulle jeg bare glæde mig over, at jeg ikke havde slået mig mere, siger han.
Han slap med en øm albue, mens hollænderen udgik og måtte behandles for skrammer.
Nu gælder det EM på landevej næste søndag, og allerede dagen efter er han til start i det hollandske etapeløb Binck Bank Tour.
Senere på efteråret er der VM, men da det er en bjergrute, er det ikke umiddelbart Pedersens terræn.
- Men hvis jeg bliver udtaget, er jeg klar til at hjælpe, og jeg kommer i bedst mulige form. Jeg vil selvfølgelig altid gøre mit til at repræsentere Danmark, siger Mads Pedersen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned