Irriteret Wozniacki booker kvartfinale i Qatar
Caroline Wozniacki spillede sig torsdag i kvartfinalen i WTA-turneringen i Qatar, da hun besejrede rumænske Monica Niculescu. Foto: Scanpix/Karim Jaafar
Scanpix/Karim Jaafar
Danskeren var tydeligt generet af modstandernes højlydte stønnen, da Wozniacki sendte rumæner ud i Doha.
Trods modgang i første sæt var der aldrig for alvor tvivl om udfaldet, da Caroline Wozniacki torsdag spillede sig i kvartfinalen i WTA-turneringen Qatar Total Open i Doha.
Danskeren besejrede rumænske Monica Niculescu 7-5, 6-1, og Australian Open-vinderen møder i kvartfinalen ottendeseedede Angelique Kerber fra Tyskland.
Det stod klart, da Kerber i tre sæt besejrede britiske Johanna Konta 1-6, 6-1, 6-3.
Monica Niculescu er lidt af en ønskemodstander for Wozniacki, der nu har vundet samtlige ni interne opgør mellem de to spillere.
Den danske verdensetter var da også godt på vej mod et sikkert første sæt foran 4-1.
Danskeren lod sig dog tydeligvis irritere over rumænerens højlydte stønnen, og pludselig var Wozniacki ved at sætte det hele over styr bagud 4-5.
Forinden havde Wozniacki brokket sig til kampens dommer over modstanderens skrig og lyd på sine slag.
Wozniacki fandt sig selv igen, fik styr på sit spil og ændrede 4-5 til en sætsejr på 7-5 efter 57 minutter, da hun udnyttede sin første sætbold i rumænerens serv.
Det var niende gang Caroline Wozniacki stod over for Monica Niculescu, der rangerer som nummer 92 i verden.
Rumæneren er kendt for en uortodoks spillestil med udgangspunkt i defensiven, og hun spiller med slice i både for- og baghånd.
Wozniacki bevarede overblikket i andet sæt, og danskeren buldrede videre og bragte sig hurtigt foran 3-0.
Det mentale og fysiske overtag fortsatte, og selv om Niculescu reducerede i sin serv, bragte danskeren sig foran 4-1, og en overlegen Wozniacki brød til 5-1 og serverede sejren hjem.
Tidligere torsdag spillede Simona Halep sig også videre med en sejr over Anastasija Sevastova.
Rumæneren er Wozniackis største trussel på verdensranglisten, og Halep og Wozniacki kan tidligst møde hinanden i finalen i Doha.
Kvartfinaleopgøret mellem Wozniacki og Kerber spilles fredag eftermiddag.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned