Isaksen sikrer Lazio skalp med pragtmål i Napoli
Gustav Isaksen brager Lazio på 1-0 mod Napoli. Foto: Ciro De Luca/Reuters
Gustav Isaksen scorede sejrsmålet med en flot kasse, da Lazio på udebane slog Napoli i Serie A.
Den danske landsholdsspiller Gustav Isaksen blev den store helt for Lazio i Serie A søndag aften.
Den offensive kant scorede det enlige mål, da Rom-klubben på udebane leverede en overraskelse ved at vinde 1-0 over Napoli.
Efter 78 minutter blev han i et kontraangreb sendt afsted med en lang stikning. Den tidligere FC Midtjylland-spiller driblede sig fri af en modstander og bragede bolden op i det ene målhjørne fra kanten af straffesparksfeltet.
Det var Isaksens andet mål i Serie A i denne sæson.
Derudover har han været varm på det danske landshold, hvor det er blevet til flere mål.
Han scorede, da Danmark ude spillede 2-2 mod Schweiz i Nations League, og senest mod Spanien reducerede han i det danske nederlag på 1-2 til Spanien.
Napoli kunne med en sejr søndag aften bringe sig i spidsen for ligaen, men syditalienerne må nu nøjes med at ligge nummer to med 32 point. Atalanta fører med 34. Med sejren bringer Lazio sig på 31 point på femtepladsen.
Inter og Fiorentina har også 31 point, men for en kamp færre på grund af deres afbrudte kamp i sidste weekend.
Det var anden gang på fire dage, at Lazio slog Napoli. Torsdag skete det med 3-1 i ottendedelsfinalen af pokalturneringen Coppa Italia.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned