Isfavoritter får oprejsning og skaber kvartfinalespænding
Kampen mellem Frederikshavn og Esbjerg blev præget af slagsmål og en stribe udvisninger. Her må dommerne skille Frederikshavns William Boysen og Esbjergs Jesse Mychan efter en ureglementeret nærkamp. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Både Sønderjyske og Frederikshavn slog igen efter en skuffende start på DM-kvartfinaleserien i ishockey.
Sønderjyske og Frederikshavn White Hawks havde kniven tæt på struben tirsdag aften, men begge klubber stod for presset og skabte ny spænding i DM-kvartfinalerne i ishockey.
Hjemme i Vojens tog sønderjyderne en sikker sejr på 5-2 over Rødovre Mighty Bulls, der overraskende var foran 2-0 i kvartfinaleserien inden kampen.
TJ Moore sendte hjemmeholdet på sejrskurs med kampens to første scoringer, og tættere på end Mads Ellers 1-2-reducering i anden periode kom de sjællandske gæster ikke.
Også Frederikshavn havde noget skuffende tabt de første to kvartfinaleopgør til Esbjerg, som man ellers slog i samtlige fem indbyrdes opgør i grundspillet.
Men i tredje kvartfinaleduel slog vendelboerne igen med 4-0 hjemme i Scanel Hockey Arena.
Skudstatistikken efter første periode lød på 15-2 og vidnede om et hjemmehold, der satte esbjergenserne under hårdt pres.
Evan Jasper åbnede scoringen efter otte minutter, og siden fulgte Alexander Bumagin op med to mål i powerplay, inden Ian Brady gjorde det til 4-0 i en situation, hvor Frederikshavn var to spillere i overtal.
Kampen blev præget af en stribe udvisninger, og mod slutningen af kampen måtte Frederikshavn-målmand Tadeas Galansky forlade isen.
Nordjyderne må krydse fingre for, at keeperprofilen er klar igen, når de to hold mødes igen i Esbjerg på fredag.
Kvartfinaleserierne spilles bedst af syv, hvilket vil sige, at det hold, der først vinder fire kampe, avancerer til semifinalerne.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned