Ishockey-VM skal udelukkende afholdes i Letland
VM i ishockey bliver afviklet i Letland, efter at Hviderusland er frataget rollen som medvært. Letland bliver dermed enevært for VM efter fravalget af Hviderusland. Danmark havde budt sig til som medvært, men blev fravalgt. (Arkivfoto) Foto: Jason Franson/Ritzau Scanpix
Jason Franson/Ritzau Scanpix
Letland bliver enevært for ishockey-VM efter fravalg af Hviderusland. Danmark havde budt sig til som medvært.
Ishockey-VM skal udelukkende afvikles i Riga i Letland. Det oplyser Det Internationale Ishockeyforbund, IIHF, tirsdag på sin hjemmeside. Dermed er Danmark ikke valgt som medvært.
Halvdelen af værtskabet var blevet ledigt, efter at Hviderusland fik frataget sin del af værtskabet, som skulle have været afviklet i Minsk.
Ud over Danmark havde Slovakiet og Litauen også meldt sig på banen til at overtage halvdelen af værtskabet. Men ingen af de mulige medværter blev valgt.
Letlands hovedstad, Riga, havde tidligt i forløbet budt ind på at overtage den anden halvdel af værtskabet, så spillerne slap for at krydse landegrænser under VM.
Det er nu en realitet, efter at Riga er valgt som enevært for VM.
IIHF begrunder beslutningen med, at det er mere sikkert midt i coronapandemien og også billigere at gøre det på den måde.
René Fasel, præsident i IIHF, takker dog Danmark og Slovakiet for støtten, mens han ikke nævner Litauen med et ord.
- Jeg vil gerne takke Danmark og Slovakiet for deres villighed til at påtage sig værtsansvaret for VM med så kort varsel.
- Men vi mener, at det gør os i stand til at være mere fleksible kun at afholde det i et land. Det sparer os udgifter ved at lave en coronaboble, og vi kan gøre klar til at modtage fans, hvis det er sikkert nok, siger Fasel.
Hviderusland fik frataget værtskabet, fordi landet har oplevet voldsomme demonstrationer rettet mod præsident Aleksandr Lukasjenko, efter at han i august blev genvalgt.
Oppositionen beskyldte præsidenten for at have svindlet med valget, og EU har siden indført sanktioner mod Lukasjenko.
Desuden vurderede en ekspertgruppe nedsat af IIHF, at Hviderusland ikke håndterede coronapandemien tilstrækkelig forsvarligt.
Slutrunden begynder 21. maj og varer frem til 6. juni.
I 2020 blev ishockey-VM aflyst på grund af coronapandemien.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde