Den internationale olympiske komité (IOC) nøjes med at give formanden for det internationale ishockeyforbund (IIHF), schweizeren René Fasel, et rap over fingrene efter en sag, hvor han har indrømmet at have bugt sin position til at hjælpe en ven.
Fasel, der er medlem af IOC's magtfulde eksekutivkomité, måtte onsdag stå skoleret, fordi han har tilstået at have skaffet en ven en kontrakt med det selskab, der ejer tv- og markedsføringsrettighederne til ishockey-VM.
- Jeg har blandt andet hjulpet ham med at åbne dørene til det asiatiske marked. I dag kan jeg godt se, at det var et udslag af dårlig dømmekraft fra min side, og det undskylder jeg, sagde Fasel til sit forsvar og fremhævede desuden, at han ikke selv fik nogen økonomisk gevinst ud af aftalen.
I en udtalelse skriver IOC, at René Fasel med sine handlinger har overtrådt komitéens regler vedrørende interessekonflikter, og at han dermed har gjort skade på den olympiske bevægelses ry og rygte.
Alligevel slipper manden, der også er formand for vintersportsgrenenes sammenslutning, for straf. Dermed undgår han i modsætning til andre IOC-medlemmer, der har været i konflikt med IOC's etiske regler, at blive frataget sine tillidsposter.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker