Ishockeylandsholdet skal have ny målmand igen
Det bliver Patrick Galbraith, der vogter målet, når Danmark ved middagstid møder Schweiz ved ishockey-VM i Sverige.
Dermed fortsætter landstræner Per Bäckman svingdørstaktikken i mål, hvor Simon Nielsen stod første kamp mod Canada og de tredje og fjerde opgør mod henholdsvis Slovenien og Tjekkiet, mens Galbraith vogtede målet i kamp to mod Norge.
- Jeg vil gerne have en frisk målmand. Begge vores målmænd har gjort det godt, når de har fået chancen, men de har begge siddet meget på bænken i deres klubber og er ikke vant til at spille så meget, siger Per Bäckman.
Mod de højtflyvende schweizere vil der være VM-debut til NHL-spilleren Nicklas Jensen, der er blevet fløjet ind fra Vancouver.
Jensen går ind i førstekæden ved siden af Morten Green og Morten Madsen og henviser dermed Kirill Starkov til en plads blandt de omklædte reserver.
Det står i øvrigt klart, at Mads Christensen ikke kommer i kamp mere ved VM.
Den skade i baglåret, han pådrog sig mod Slovenien, har vist sig at være en fibersprængning, så den målfarlige forward kan nu gå på sommerferie.
Danmarks kamp mod Schweiz starter klokken 12.15.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker