Ishockeymestre holder liv i håbet om nyt DM-guld
Efter to nederlag til Esbjerg kom Sønderjyske endelig på tavlen i semifinaleserien med en 4-1-sejr.
En sløj start på semifinaleserien mod Esbjerg har skabt en smule uro i den ellers så succesvante ishockeyklub Sønderjyske, men efter søndagens 4-1-sejr melder danmarksmestrene sig igen ind i kampen om finalepladsen.
I overværelse af 4753 tilskuere på hjemmebanen i Vojens satte Sønderjyske allerede fra kampens første minutter en tyk streg under, at esbjergenserne ikke skulle have tredje sejr i træk.
Da der var spillet halvandet minut, havde Sønderjyske allerede scoret ikke bare én, men to gange på Esbjergs Nicolaj Henriksen, der havde fået chancen i målet i stedet for det sædvanlige førstevalg, Jeff Frazee.
Begge gange var det Sønderjyskes førstekæde, der var på spil, og så kunne hjemmepublikummet hylde henholdsvis Cory Quirk og Thomas Spelling for de to første mål.
Sønderjyske dominerede skudstatistikken forholdsvis klart, men midt i anden periode fik gæsterne kortvarigt et håb om comeback, da backen Kasper Jensen reducerede til 1-2.
Danmarksmestrene havde dog ingen planer om en spændende afslutning, så sønderjyderne gik straks til nådesløst angreb, og kun godt to minutter efter Esbjergs reducering var stillingen ændret fra 2-1 til 4-1 på måltavlen.
Selv om Esbjerg i tredje periode forsøgte at slå igen, gav den sidste offensiv sig kun udslag i, at holdet fik pyntet lidt på skudstatistikken.
Måltavlen fortalte historien om en sikker sejr til hjemmeholdet, og dermed skabte Sønderjyske nyt liv i semifinaleserien. Havde Esbjerg vundet igen, havde vestjyderne haft fire matchbolde.
Nu er stillingen i stedet blot 2-1 til esbjergenserne, og serien er igen helt åben inden tirsdagens fjerde kamp i Esbjerg.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker