Ishøj henter tidligere superligaprofil til Danmarksserien
29-årige Osama Akharraz har tidligere spillet 122 superligakampe for Brøndby IF, AGF og Viborg FF. (Arkivfoto) Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix
Simon Skipper/Ritzau Scanpix
Den tidligere Brøndby- og AGF-spiller Osama Akharraz har skrevet kontrakt med danmarksserieklubben Ishøj IF.
For en måned siden indstillede den danske fodboldspiller Osama Akharraz karrieren, efter at han i sommer forlod FC Helsingør, der rykkede ned i 2. division.
Men nu gør den 29-årige midtbanespiller comeback - denne gang i Danmarksserien, hvor han i fremtiden skal tørne ud for Ishøj IF.
Det skriver klubben på Facebook.
- Osama er tidligere superligaspiller, og vi forventer en masse godt spil og høj kvalitet. Vi ser frem til at følge ham og resten af holdet, skriver klubben.
Akharraz har i alt spillet 122 superligakampe og scoret 20 mål, siden han i 2009 spillede sig op fra Brøndbys ungdomsafdeling til førsteholdet.
I 2012 skiftede han til AGF, og det er også blevet til et par år for Viborg FF i den bedste danske række.
Midtbanespilleren har desuden spillet to kampe for det danske U21-landshold.
Ishøj ligger på fjerdepladsen i sin pulje i den fjerdebedste danske række.
Klubben hentede i sommer en anden tidligere superligaprofil, da Nicki Bille fik en chance for at kickstarte sin fodboldkarriere på ny, efter at han i april fik en fængselsdom på fire måneder i en sag om vold, narko og trusler.
Ishøj afbrød dog samarbejdet med den tidligere landsholdsspiller efter få måneder, da Bille ikke var flittig til at møde op til træning.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde