Iskolde Juventus vinder i skotsk heksekedel
Neil Lennon tog sig til sit ildrøde hår, da kampen gik ind i de sidste minutter, og Celtic-træneren må konstatere, at hans hårdt kæmpende mandskab utvivlsomt er på vej ud af Champions League efter et 0-3-nederlag mod effektive Juventus i første 1/8-finale.
Dermed slap Juventus fantastisk godt fra opgaven i løvens hule, som Celtic Park bliver kaldt, og hvor Celtic i efteråret chokerede ved at besejre FC Barcelona med 2-1 på vejen mod avancementet til knockout-kampene.
Hverken tilstedeværelsen af næsten 60.000 højrøstede supportere eller en lidt mere afdæmpet Rod Stewart kunne ryste de rutinerede italienere tirsdag aften.
Juventus spillede godt nok ikke nogen specielt mindeværdig kamp, men gæsterne gjorde dog tilstrækkeligt til at holde Celtic fra farlige chancer i stort set hele opgøret, og så var missionen sådan set halvt fuldført på en vanskelig udebane.
Celtic må ærgre sig over, at de tidligt kom til at jagte italienerne, fordi de gav et skrækkelig billigt mål væk efter blot tre minutters spil:
Efe Ambrose nåede ikke op til bolden, og Alessandro Matri blev noteret for målet, selv om det var Claudio Marchisio, der bugserede bolden helt ind i netmaskerne.
Marchisio kunne dog trøste sig med, at ingen kunne være i tvivl om, at han lavede italienernes andet mål 13 minutter før tid på et tidspunkt, hvor de noget fantasiløse skotter lige skulle samle sig inden det afsluttende pres.
Igen var Matri involveret, da han begavet snittede bolden videre med ydersiden til Marchisio, der med en sparkefinte tog fusen på Scott Brown, inden han sendte bolden ind bag Fraser Forster i det skotske mål.
Med syv minutter tilbage kunne en helt fri Mirko Vucinic lave det tredje Juventus-mål, der sandsynligvis gør returkampen den 6. marts til en formalitet.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde