Der var motivation til forskel, da Island med legende lethed slog Rusland 38-30 ved EM i Østrig. Island, som også har slået Danmark ved EM, er dermed kommet et godt stykke tættere på at nå en semifinale.
Rusland virkede sløv, tung og som en russisk bjørn på vej hjem i vinterhi. Helt uden energi gav russerne fra begyndelsen af kampen al initiativ til Island, som var kølige nok til at udnytte gaveboden. Allerede ved pausen var Island foran hele 19-10.
I anden halvleg var der mere jævnbyrdighed, men russerne kom sig aldrig over den svage indledning. Island, som langsomt har øget sit niveau gennem hele turneringen, holdt klogt fast i et opskruet tempo, og det kunne de langsomme russere ikke følge med i.
Island vandt med nogenlunde samme midler, som Danmark mandag også brugte i sin overbevisende sejr over de mildest talt skuffende russere. Kontraspil, og hurtige opgiverkast fra midten virker som en simpel men solid opskrift på at slå russerne.
Sejren til Island betyder, at islændingene kommer op på seks point. Og Island kan med en sejr i sin sidste kamp mod Norge på torsdag kvalificere sig til semifinalen. Det ligner derfor mere og mere en kamp mellem Kroatien og Danmark om at snuppe den anden semifinaleplads fra gruppen, som tæller seks nationer.
Danmark, som har fire point inden sin kamp mod Norge senere tirsdag, skal møde Kroatien i den sidste kamp i mellemrunden på torsdag. Det opgør kan blive et opgør om den sidste semifinaleplads.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned