Island vender nederlag til sejr i vild afslutning
To scoringer i overtiden gav Island en 3-2-sejr over Finland i VM-kvalifikationen.
Opturen fortsætter for det islandske fodboldlandshold, der gav et euforisk hjemmepublikum en gyserafslutning og en 3-2-sejr over Finland i VM-kvalifikationen torsdag aften.
Indtil kampens 90. minut var islændingene ellers bagud med 1-2 mod et velforberedt og velorganiseret finsk mandskab, men på en imponerende slutspurt vendte islændingene det hele på hovedet og sikrede sig tre point.
Først udlignede Alfred Finnbogason, da stadionuret netop havde rundet de 90 minutter, og seks minutter inde i overtiden sørgede Ragnar Sigurdsson for tre islandske point med sejrsmålet til 3-2.
Kári Árnason gik i luften på et højt indlæg og fik headet bolden over til sin forsvarsmakker, der med stor energi fik kuglen bugseret over målstregen.
En hård skæbne for finnerne, der har den tidligere FC København-træner Hans Backe på sidelinjen.
Finland bragte sig foran to gange i første halvleg, blandt andet på en scoring af Brøndbys Teemu Pukki, mens Kári Árnason udlignede ind imellem.
I starten af anden halvleg misbrugte Gylfi Sigurdsson et straffespark for islændingene, og selv om hjemmeholdet pressede hårdt på i resten af kampen, så det længe ud til at Finland skulle stikke af med en flot sejr.
Men islændingene vendte altså slaget og har dermed fire point efter to kampe i gruppe I. Finnerne har tre point færre.
I samme pulje spillede den tidligere Lyngby- og FC Nordsjælland-spiller Emre Mor hele kampen for Tyrkiet, der måtte nøjes med 2-2 hjemme mod Ukraine.
Ukraine chokstartede ved at bringe sig foran 2-0 midt i første halvleg, men tyrkerne kom tilbage.
Leverkusens Hakan Calhanoglu sørgede for det ene point med sin udligning på straffespark med ni minutter igen.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde