Ismestrene tager sæsonens første sejr mod Frederikshavn
Fredag aften var der igen noget at glæde sig over hos Sønderjyske, der tog sæsonens første ligasejr. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Efter to nederlag i de to første kampe fik Sønderjyske fredag aften hul på bylden i Metal Ligaen med en sejr.
Sønderjyskes ishockeyherrer fejede al modstand af bordet i den forgangne sæson, men holdet har fået en svær start på den nye sæson.
Fredag aften var der så endelig lidt at glæde sig over for hjemmeholdets tilskuere i Vojens, hvor sønderjyderne vandt med 6-2 over Frederikshavn White Hawks.
Nordjyderne har fået den dårligste start af alle i Metal Ligaen med blot to point, mens Sønderjyske nu har fem.
Ved siden af ligastarten har Sønderjyske spillet med i Champions Hockey League, så der har været nok at se til for de forsvarende danske mestre.
Derfor er det ikke underligt, hvis holdet er en anelse træt for tiden, men ikke desto mindre kom de tiltrængte point i hus fredag.
Jacob Schmidt-Svejstrup stod for åbningsscoringen efter bare fire minutter, og selv om Christopher Frederiksen fik udlignet, inden første periode var forbi, kom gæsterne ikke for alvor tæt på point.
Jacob Panetta sørgede for, at Sønderjyske var foran 2-1 før sidste periode, hvor gæsterne blev straffet igen og igen af værterne, og målene hobede sig op.
Også vicemestrene fra Esbjerg Energy havde en god fredag aften. Vestjyderne skød Rødovre Mighty Bulls i sænk og vandt overlegent 4-1 på egen is.
Topholdet Aalborg Pirates vandt 3-1 over Herning Blue Fox, mens Rungsted Seier Capital sendte Herlev Eagles den korte vej hjem med samme cifre.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker