Israeleres kamp mod Besiktas flyttes til Ungarn
Maccabi Tel Aviv tabte torsdag 0-5 til Ajax på udebane i Europa League. Kampen blev imidlertid overskygget af de efterfølgende uroligheder. Foto: Robin Van Lonkhuijsen/Ritzau Scanpix
Maccabi Tel Avivs kommende kamp i Europa League mod Besiktas vil blive spillet i Ungarn og uden tilskuere.
Den kommende Europa League-kamp mellem det israelske hold Maccabi Tel Aviv og tyrkiske Besiktas vil af sikkerhedsmæssige årsager blive afviklet i Debrecen i Ungarn.
Det oplyser Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) mandag.
- Kampen vil blive spillet bag lukkede døre efter en beslutning fra de lokale ungarske myndigheder, lyder det i en meddelelse.
Kampen var oprindeligt fastsat til at blive spillet i den tyrkiske storby Istanbul 28. november.
Allerede i forrige uge oplyste Besiktas, at kampen skulle spilles i "et neutralt land".
Fire dage efter udmeldingen - altså torsdag - blev israelske fodboldfans overfaldet efter Maccabi Tel Avivs Europa League-kamp mod Ajax i Hollands hovedstad, Amsterdam.
Angrebene førte til, at fem kom på hospitalet, men alle er siden blevet udskrevet. 20 til 30 fans pådrog sig mindre skader.
Flere end 60 personer blev ifølge hollandske myndigheder anholdt i forbindelse med urolighederne.
Årsagen til bekymringer for sikkerheden under opgøret mellem Maccabi Tel Aviv og Besiktas er blandt andet, at Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har intensiveret sine verbale angreb på Israel.
Anti-israelske demonstrationer, som har været godkendt af den tyrkiske regering, har fundet sted over hele Tyrkiet i mere end et år.
Israels regering opfordrede søndag sportsfans i landet til at lade være med at deltage i kultur- eller sportsarrangementer i udlandet i denne uge.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker