Italien knuser emotionelle ungareres drøm om gruppesejr
Følelserne slog hårdt, da Ádm Szalai for sidste gang sang nationalmelodien som spiller for Ungarns landshold. Foto: Bernadett Szabo/Reuters
Ungarns anfører sagde farvel med tårer, da Italien med en sejr indløste billet til Nations Leagues Final 4.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Det flød med følelser, da Ungarn mandag aften måtte se sig slået 2-0 af Italien i den afgørende kamp om førstepladsen i Nations Leagues gruppe 3.
Den store ungarske stjerne og anfører Ádám Szalai tudbrølede under nationalmelodien, efter at han for sidste gang havde ført nationens fodboldstolthed ind på grønsværen i heksekedlen Puskas Arena.
Mange af de højtråbende tilhængere i Budapest havde formentlig drømt våde drømme om, at den abdicerende anfører ville sparke Ungarn i Final 4.
Men italienerne understregede, at de har højere klasse og større effektivitet foran målet end gruppens helt store overraskelse fra Ungarn, som ellers kunne nøjes med uafgjort for at vinde gruppen.
Efter gruppesejr over Ungarn, Tyskland og England er Italien nu klar til Final 4-stævnet, som bliver afviklet næste sommer.
Annonce
Holdet er stjernen i Ungarn, siges det. Men mandagens hjemmehold råder dog over spillere, der huserer på højeste europæiske niveau, og som derfor skal løfte det ungarske mandskab.
En af dem er målmand Péter Gulácsi, der er anfører i RB Leipzig, men han var lige ved at blamere sig efter få minutter.
Giacomo Raspadori spillede en god kamp for Italien og diskede op med det første mål i 2-0-sejren. Foto: Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix
Et indlæg fra Giacomo Raspadori landede lige i hænderne på keeperen, men han kunne ikke holde fast, så bolden var lige ved at danse ind over stregen.
Italien sværmede om Ungarns felt i begyndelsen af kampen, og efter 28 minutter kom målet.
Adam Nagy lagde bolden tilbage til Gulácsi, men afleveringen var for blød. Wilfried Gnonto overrumplede Gulácsi, og så dukkede Raspadori op, snuppede bolden og sendte den i mål.
Anden halvleg fik en hæsblæsende indledning. Efter fem minutter opstod der paniske tilstande i den italienske defensiv, da ungarerne tre gange i én sekvens var tæt på at score. Gianluigi Donnarumma i målet reddede Italien.
Få øjeblikke senere viste italienerne, at deres kvalitet foran målet bare er større end værternes. Bryan Cristante viste overblik og fandt Federico Dimarco ved bageste stolpe, hvor Inter-backen skubbede kuglen i mål.
Ádám Szalai blev skiftet ud med et kvarter igen og fik sin hyldest. Men da han forlod banen, var tårerne skiftet ud med et skuffet ansigtsudtryk.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker