Italien kopierer spansk Super Cup-format
Inter vandt den seneste udgave af den italienske Super Cup, da den i januar blev spillet i Saudi-Arabien. Saudi-Arabien er også vært for fire af de næste seks udgaver. (Arkivfoto). Foto: Ahmed Yosri/Reuters
Næste år spilles den italienske Super Cup som en miniturnering med deltagelse af fire hold.
Når den italienske Super Cup i fodbold næste år afvikles i Saudi-Arabien, bliver det som en miniturnering.
Det oplyser ligaforeningen Lega Serie A på sin hjemmeside efter et møde med samtlige 20 klubber fra den bedste række i Italien.
Formatet kommer til at være det samme, som man kender fra Spanien, hvor fire hold dyster om titlen.
Ifølge avisen La Gazzetta dello Sport deltager de to bedste hold fra Serie A samt finalisterne fra pokalturneringen Coppa Italia.
Det nye tiltag er kun bekræftet for 2024. Herefter skal det drøftes, om formatet skal videreføres.
Italiens Super Cup er ofte blevet spillet uden for Italien. Både Kina, USA, Libyen, Qatar og Saudi-Arabien har tidligere været vært for kampen, der almindeligvis spilles mellem den nationale mester og pokalvinderen.
I januar vandt Inter 3-0 over rivalerne fra AC Milan i den seneste udgave på King Fahd International Stadium i saudiarabiske Riyadh.
Saudi-Arabien lægger græs til fire af de næste seks udgaver. De næste to afholdes i golfstaten, og herefter venter to udgaver i et andet land, før miniturneringen vender tilbage til Saudi-Arabien.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker