Italien skidt fra start i Danmarks gruppe
Foto: Stoyan Nenov /Scanpix
Stoyan Nenov /Scanpix
Favoritterne fra Italien leverede fredag en skidt åbning på VM-kvalifikationen, da Andrea Pirlo og holdkammeraterne måtte nøjes med 2-2 på udebane mod Bulgarien.
Det kunne være endt helt galt for de italienske gæster, der kan takke Pablo Osvaldo for, at holdet fik et enkelt point med hjem fra Sofia.
Det var overraskende de bulgarske værter, der indledte klart bedst. Den velfortjente føring kom efter en halv time, da Stanislav Manolev forsøgte sig med et optimistisk langskud.
Selv om Manolev var tættere på midterlinjen end Italiens mål, så formåede gæsternes målmand Gianluigi Buffon ikke at blokere hans drilske skud. Bolden gik i stedet forbi den rutinerede keeper til 1-0.
Selv om Italiens spillere begik fejl på fejl, så var træner Cesare Prandellis mandskab foran med 2-1 ved pausen på to heldige scoringer. Først udlignede Pablo Osvaldo med et urent skud, inden han sendte gæsternes i front med lidt af et kludemål.
Osvaldo fik skrabet bolden over målstregen til 2-1 med lige dele hoved og skulder, men da angriberens mislykkede forsøg ramte en modspiller, ændrede bolden retning og snød Bulgariens målmand.
De mange italienske fejl betød dog, at værterne fik masser af chancer, og 25 minutter før slutfløjt fik Giorgi Milanov udlignet til 2-2, da han fik lov til at stå umarkeret i straffesparksfeltet.
Kampen endte med et langt bulgarsk pres, der sagtens kunne være endt med en scoring eller to.
Resultatet er godt nyt for landstræner Morten Olsen, der lørdag åbner VM-kvalifikationen, når han sender sine spillere på banen i Parken mod Tjekkiet.
Armenien topper lige nu VM-kvalifikationsgruppen med tre point efter en udesejr på 1-0 over Malta.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker