Italiener besejrer Wozniacki efter drama

Caroline Wozniacki havde ikke held med at forsvare sin titel ved WTA-turneringen China Open i Beijing.

Det står klart, efter at den danske verdensetter fredag tabte sin kvartfinale til italienske Flavia Pennetta i tre sæt, 6-3, 0-6, 6-7.

Dermed bliver Wozniacki for anden uge i træk elimineret i en turnering, hvor hun er forsvarende mester. Det samme skete i sidste uge i Tokyo Open i Japan.

Trods en god start af Caroline Wozniacki, så kom Flavia Pennetta forrygende flot tilbage i kampens to sidste sæt, hvor hun i flere omgange kørte rundt med en noget betuttet Wozniacki.

Første sæt var præget af, at begge spillere blev ved med at bryde hinandens server, indtil Wozniacki til sidst i sættet holdt fast og vandt sættet. Trods de mange brudte server, så spillede danskeren med stor sikkerhed og autoritet i duellerne med italieneren.

I andet sæt viste Flavia Pennetta til gengæld glimrende takter. Italieneren spillede helt fantastisk, og den danske verdensetter kunne reelt ingenting stille op og tabte sættet med ubehagelige 0-6.

Kampens afgørende sæt blev i modsætning til de to første en meget jævnbyrdig affære. Wozniacki fik spillet sig op fra sit katastrofale sæt, og Pennetta mistede sikkerheden i sine slag.

Den dramatiske dyst måtte dog afgøres i en tiebreak, og her kom Flavia Pennetta flot igen og vandt sin første kamp nogensinde over danskeren.

Caroline Wozniacki har efter fredagens nederlag til Pennetta spillet mod italieneren seks gange, og italieneren fik oprejsning efter lutter danske sejre i de første fem opgør.

/ritzau/

Caroline Wozniacki er færdig i China Open og fik sig et æg undervejs i nederlaget til Flavia Pennetta .

Offentliggjort Sidst opdateret