Italiens landstræner efter sejr: Vi fortjente at vinde
De italienske spillere fejrer 2-1-sejren over Belgien sammen med landstræner Roberto Mancini. Foto: Matthias Schrader/Ritzau Scanpix
Matthias Schrader/Ritzau Scanpix
Roberto Mancini kalder italienernes præstation i EM-kvartfinalesejren over Belgien for ekstraordinær.
Landstræner Roberto Mancini er henrykt over sit hold, efter at italienerne fredag vandt 2-1 over Belgien, der er nummer et på verdensranglisten, og sikrede sig en billet til EM-semifinalen.
- Vi fortjente at vinde. Drengenes præstation i kampen var helt ekstraordinær, siger Mancini efter sejren i München.
- Vi led kun i de sidste ti minutter, fordi vi var meget trætte. På det tidspunkt havde vi givet næsten alt. Men vi kunne godt have scoret et par mål mere, siger Mancini.
Landsholdstræneren fortæller videre, at spillerne fortjener at nyde sejren, før de begynder at tænke på tirsdagens semifinale på Wembley mod de tredobbelte europamestre fra Spanien.
Den belgiske målmand Thibaut Courtois er selvsagt skuffet over udfaldet af kampen, men roser samtidig italienerne.
- Det her rammer hårdt, men vi vidste godt, at det ville blive en svær kamp. Vi havde to muligheder, men deres målmand lavede en god redning, og jeg mener, at vi gav det første mål væk lidt for let, siger han.
- Det kunne være gået begge veje, men Italien fortjente at vinde, tilføjer han.
I fredagens kvartfinale spillede italienerne inspirerende og underholdende fodbold med højt pres og en masse bevægelse, som Belgien havde svært ved at håndtere.
Samtlige tre mål faldt før pausen.
Nicolò Barella og Lorenzo Insigne gjorde det til henholdsvis 1-0 og 2-0 for Italien, mens den belgiske superstjerne Romelu Lukaku scorede på et straffespark.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned