Italiensk forsvarer blev bidt: Suarez burde få rødt
Luis Suarez bragte sig tirsdag aften i centrum, da stjerneangriberen fra Uruguay tog sine tænder i brug mod Italien.
Umiddelbart før Uruguays sejrsmål til 1-0 ved Diego Godín i slutfasen, bed Suarez den italienske forsvarsspiller Giorgio Chiellini i skulderen.
Chiellini var rasende og forsøgte at overbevise dommeren om, at han skulle finde det røde kort frem.
- Det var latterligt ikke at udvise Suarez.
- Det var helt tydeligt, og så begyndte han at kaste sig ned i græsset bagefter, fordi han vidste, at han havde gjort noget, han ikke burde, siger Giorgio Chiellini til Rai TV.
Italienerne var 20 minutter tidligere blevet ramt af en udvisning til Claudio Marchisio, der havde stemplet en modstander.
Med en spiller i undertal fik Uruguay ekstra gode muligheder for at hente den sejr, der var nødvendig for at avancere til knockoutfasen. Små 10 minutter før slutfløjt faldt den afgørende scoring, da Diego Godín scorede på et hovedstød.
Resultatet betyder, at de firedobbelte italienske verdensmestre må rejse hjem fra Brasilien, mens Uruguay og Costa Rica er videre til 1/8-finalerne fra gruppe D.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned