Italiensk guldbejler mister topangriber i tre måneder
Victor Osimhen kom galt afsted i søndagens topkamp mod Inter. Foto: Antonio Calanni/Ritzau Scanpix
Antonio Calanni/Ritzau Scanpix
Napolis Victor Osimhen må holde en lang pause. Han går også glip af Africa Cup of Nations med Nigeria.
Napoli må sluge et tilbageslag i klubbens jagt på sit første italienske mesterskab i 32 år.
Topscorer Victor Osimhen er nemlig ukampdygtig i de kommende tre måneder, som konsekvens af den skade han pådrog sig i topkampen mod Inter i søndags.
Her udgik den 22-årige nigerianer kort inde i anden halvleg med flere knoglebrud i ansigtet.
Han blev tirsdag opereret, og Napoli oplyser på sin hjemmeside, at der venter Osimhen en pause på i omegnen af 90 dage.
Victor Osimhen har nettet fem gange i den italienske liga i denne sæson, hvilket gør ham til sit holds topscorer.
Trods søndagens 2-3-nederlag til Inter topper napolitanerne Serie A med 32 point for 13 kampe. Klubben vandt senest mesterskabet tilbage i 1990, da den argentinske verdensstjerne Diego Maradona fortsat var en del af holdet.
Også i Nigeria vil nyheden om angriberens lange pause formentlig blive modtaget med stor ærgrelse.
Victor Osimhen må nu melde afbud til det nigerianske landshold, der i januar deltager i Africa Cup of Nations. Angriberen er noteret for 10 scoringer i sine 18 landskampe.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker