Italiensk skistjerne brækker benet og indstiller sæsonen
Sofia Goggia plejer at have meget at fejre, men hun kommer ikke til at vinde flere løb i denne sæson. Foto: Alessandro Trovati/Ritzau Scanpix
Den tidligere OL-guldvinder Sofia Goggia har brækket benet. Dermed må hun videregive styrtløbstronen.
Uheldene forfølger de store alpinstjerner i denne sæson.
Nu er også italieneren Sofia Goggia færdig for sæsonen, efter at hun er styrtet og har brækket benet.
Det oplyser Det Italienske Skiforbund i en pressemeddelelse ifølge TT.
Uheldet skete under en træning i Ponte di Legno, og den 31-årige styrtløber blev opereret mandag eftermiddag. Nu sidder der en plade med syv skruer i hendes ben.
De kommende 40 dage skal kroppen have ro, inden hun langsomt kan påbegynde genoptræningen.
Aktuelt fører hun styrtløbskonkurrencen i World Cuppen, men hun kommer næppe til at stå øverst på podiet, når sæsonen er slut. Fire gange tidligere - blandt andet de seneste tre sæsoner - har hun vundet World Cuppen i styrtløb.
Hun er også tidligere olympisk mester i disciplinen. Hun vandt således guld ved vinter-OL i Pyeongchang i 2018, mens det for to år siden blev til sølv ved legene i Beijing.
Goggia tilslutter sig en lang række stjerner, der i denne sæson er styrtet og har pådraget sig skader.
Hos kvinderne har Petra Vlhova, Corinne Suter og Mikaela Shiffrin fået sæsonen helt eller delvist spoleret, mens Alexis Pinturault, Marco Schwarz og Aleksander Aamodt Kilde har været udsat for det samme på herresiden.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker