Italiensk stjerne afviser at være favorit

Efter fredagens kongeetape var Bjarne Riis hurtig til at flytte favoritrollen i Post Danmark Rundt fra sin egen kaptajn Michael Mørkøv til Leopard Treks italienske stjerne Daniele Bennati.

Italieneren er beæret, men han afviser venligt.

- Jeg ved ikke rigtig. Den tredjeplads (på 3. etape) var en stor overraskelse for mig.

- Jeg er åbenbart i rimelig form, og det kom lidt bag på mig. Jeg er ingen specialist på enkeltstarter, men jeg vil da forsøge, siger Daniele Bennati.

Leopard Trek-rytteren ligger nummer tre i det samlede klassement, otte sekunder efter den førende rytter Simon Gerrans.

Normalt afgøres løbet på enkeltstarten, og det er den, der gør Daniele Bennati til favorit.

- Normalt kører jeg en god enkeltstart, og min første sejr i år var på enkeltstarten i La Sarthe. På det tidspunkt var jeg også i virkelig god form, siger Daniele Bennati.

Ved den lejlighed vandt italieneren foran specialister som David Millar og David Zabriskie.

Kan han køre på samme niveau lørdag aften i Helsingør, bliver det formentlig svært for Michael Mørkøv at vinde Post Danmark Rundt.

- Lige i øjeblikket er jeg på et andet niveau. Det er kun mit tredje løb efter styrtet i Romandiet Rundt. Jeg var ude i en måned med et brækket kraveben og fire brækkede ribben, siger Bennati.

Egentlig kom Daniele Bennati ikke til Danmark for at vinde Post Danmark Rundt, men i første omgang for at støtte Jakob Fuglsang og måske snuppe en etapesejr.

En anden vigtig årsag til hans besøg er muligheden for at køre på VM-ruten i Rudersdal, som rytterne passerer søndag eftermiddag.

- Det er første gang, at jeg er i Danmark, og det er en god chance til at se på ruten til VM. Jeg håber, at formen er helt i top til september, siger Daniele Bennati.

/ritzau/

Den italienske cykelstjerne Daniele Bennati ser ikke sig selv som favorit til sejren i Post Danmark Rundt.

Offentliggjort Sidst opdateret