Italiensk teenageduo blæser til angreb på Djokovic og Nadal
Jannik Sinner (på billedet) er "meget kold og kalkuleret", vurderer den tidligere topspiller Carlos Moya. (Arkivfoto.) Foto: Christophe Ena/Ritzau Scanpix
Christophe Ena/Ritzau Scanpix
Hypede, men vidt forskellige, italienere spås stor tennisfremtid. I Frankrig får de sværest mulig modstand.
De har begge taget tennisverdenen med storm, men kunne næppe være mere forskellige.
De italienske tennisteenagere Jannik Sinner og Lorenzo Musetti har med spændende og angrebsivrigt spil på kort tid slået deres navne fast.
Sinner har markeret sig med en iskold facade og en metodisk tilgang, mens Musetti har vundet tennisfans med ekvilibristiske slag og fighterattitude.
Mandag i fjerde runde af grand slam-turneringen får de modstand fra allerøverste hylde.
Her møder Sinner den 35-årige gruskonge Rafael Nadal, som har vundet French Open 13 gange, mens Lorenzo Musetti tørner sammen med det seneste årtis mest succesfulde herrespiller, Novak Djokovic.
19-årige Sinner fik sit store gennembrud med en kvartfinaleplads sidste år ved netop French Open, hvor den unge italiener i en velspillet kamp i perioder formåede at presse Nadal, men endte med at tabe klart.
I år har han fået selskab af jævnaldrende Lorenzo Musetti, der på imponerende vis er i fjerde runde i sin grand slam-debut.
Den tidligere verdensetter Carlos Moya, som også er Nadals træner, siger, at tennisfans bør glæde sig til de meget forskellige stilarter.
- Musetti er meget anderledes end Sinner, en helt anden type. Han er mere en kunstner, siger Moya til ATP Tourens hjemmeside.
- Den anden er en maskine, som spiller rytmisk og i højt tempo. Sinner er meget kold, meget kalkuleret. På en god måde. De er meget forskellige spillere, men jeg er sikker på, at de kommer til at spille i grand slam-finaler i fremtiden, fortsætter Moya.
Selv om Djokovic endnu ikke har tabt et sæt i turneringen, tror Musetti på, at han kan overraske den erfarne serber.
- Vi har trænet lidt med Djokovic, så vi kender hinanden lidt på forhånd, siger Musetti.
- Jeg har aldrig spillet mod ham før (i kamp), så det bliver første gang. Der kommer helt sikkert til at være en anspændt stemning, men det er det her, som jeg har arbejdet for, siden jeg var barn.
Lykkes Djokovic og Nadal med at vinde deres to næste opgør, mødes de i semifinalen af turneringen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned