Jack Wilshere siger farvel til Arsenal
Jack Wilshere siger farvel til Arsenal og er nu på jagt efter en ny klub. Foto: Andrew Couldridge/arkiv/Reuters
Andrew Couldridge/arkiv/Reuters
Midtbanespilleren var klar til at gå ned i løn i forsøget på at blive i Arsenal, men fik ikke en ny kontrakt.
Sommeren 2018 har ikke været det store sus for fodboldspilleren Jack Wilshere.
Først blev han vraget til den engelske VM-trup, og nu siger han farvel til Arsenal, hvor han - bortset fra korte udlånsperioder - har spillet, siden han var barn.
- Jeg kan bekræfte, at jeg forlader Arsenal, når min kontrakt udløber i slutningen af juni, skriver Jack Wilshere på sin Instagram-profil.
Den 26-årige midtbanespiller fortæller videre, at han har haft en række møder med klubben og Unai Emery, der har overtaget taktstokken i traditionsklubben efter 22 år med Arsène Wenger ved roret.
Wilshere understreger, at han allerhelst var blevet i London-klubben. Og at han sågar har tilbudt at gå ned i løn for at kunne blive.
Men efter et nyligt møde med Unai Emery vælger Wilshere nu at offentliggøre sit farvel til klubben.
Han forklarer, at han efter mødet med Emery ikke følte, at han havde noget valg, og hans skilsmisse med Arsenal sker "udelukkende af fodboldmæssige årsager".
Det kunne indikere, at han ikke blev stillet ret meget spilletid i udsigt.
Arsenal siger farvel og hylder midtbanespilleren på sin hjemmeside med ordene "tak for alt, Jack".
Wilshere spillede i den forgangne sæson 20 kampe og scorede en enkelt gang for Arsenal i Premier League.
Jack Wilshere har indtil videre spillet 34 landskampe og scoret to gange for England, men han blev sorteret fra, inden Englands trup rejste til Rusland for at spille VM.
England åbnede VM med en sejr over Tunesien.
ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker