Jacob Neestrup vil have lukket kamp i Heidenheim

Jacob Neestrup og FCK åbnede Superligaens forårssæson med en sejr i Randers, men er i overhængende fare for europæisk exit. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Heidenheim trives bedre end FCK i kaotiske faser af en fodboldkamp, siger Jacob Neestrup før returopgør.

Offentliggjort Sidst opdateret

FC København har bedst mulighed for at slå tyske Heidenheim torsdag aften i Conference League, hvis opgøret i det sydlige Tyskland undgår at være en åben slagudveksling.

Sådan lyder det fra FCK-træner Jacob Neestrup før returkampen i turneringens playoffrunde. Vurderingen bygger på lærdom fra det første møde, der tippede tyskernes vej efter en mere livlig og ustruktureret anden halvleg i Parken. Heidenheim vandt 2-1.

- Det er ikke en fordel for os, hvis kampen bliver åben.

- I den første kamp var vi bedst i første halvleg, og selv om de første 12-15 minutter af anden halvleg ikke var perfekte, så var de gode. Vores fejl var, at da Heidenheim udlignede, så åbnede vi kampen alt for meget, så det blev en 50-50-kamp.

- Og når det sker, vil et bundesligahold være bedre end FC København, for det er de bedre til, hvor Superligaen er mere kompakt og tight i rummene, siger Jacob Neestrup på et pressemøde ifølge FCK's hjemmeside.

Københavnerne har brug for en tomålssejr for at avancere til turneringens ottendedelsfinaler. Vinder FCK med et mål, går kampen i forlænget spilletid og skal senest finde sin afgørelse i en straffesparkskonkurrence.

Derfor kan FCK ende i en situation, hvor holdet bliver nødt til at satse hele butikken og gøre opgøret åbent, selv om det også medfører en øget risiko for at indkassere mål.

- Det er da en ulempe at være bagud med et mål fra den første kamp, men uanset om vi havde vundet den første kamp eller spillet uafgjort, så ændrer resultatet ikke på, hvordan vi griber returkampen an fra start.

- Men hvis chancerne og målene ikke kommer, som kampen skrider frem, så kan vi blive nødt til at forcere noget, men ikke fra første minut, siger Neestrup.

FCK må blandt andre se bort fra skadede Lukas Lerager og Andreas Cornelius i torsdagens returkamp.

Opgøret i Heidenheim begynder klokken 18.45.

/ritzau/