Jakob Fuglsang får yderst svært ved at vinde cykelløbet Post Danmark Rundt for fjerde år i træk
Det står fast efter onsdagens 1. etape i Esbjerg, hvor Leopard Trek-kaptajnen tabte en del tid til en række af sine nærmeste konkurrenter.
Undervejs på etapen, der var 171 kilometer lang, blev Fuglsang fanget i en hård sidevind, der splittede hovedfeltet helt op.
Fuglsang blev plantet i gruppe to. I begyndelsen var der ikke langt op til de forreste, men da danskeren så punkterede, blev han for alvor sat.
Og da de andre favorithold som Saxo Bank-Sungard, Rabobank og Team Sky opdagede det, satte de et højt tempo.
Det hjalp heller ikke, at Leopard Trek sendte folk ned fra gruppe et for at hjælpe Fuglsang.
Italienske Sacha Modolo fra Colnago-holdet vandt etapen foran de danske profiler Matti Breschel (Rabobank) og Michael Mørkøv (Saxo Bank-Sungard). Dermed fører Modolo også samlet.
Modolo har tre sekunder ned til Breschel og fire ned til Mørkøv, som altså var tæt på at give det danske publikum lidt at glæde sig over efter den fatale start til Fuglsang.
Michael Rasmussen fra Christina Watches-Onfone kom i mål sammen med Fuglsang, og dermed kan den tidligere frontmand i Tour de France heller ikke regne med at kunne blande sig i topstriden.
Etapen var præget af et tidligt udbrud, hvor italieneren Alessandro Bazzana (Team Type 1 - Sanofi) fik følgeskab af danskerne Nikola Aistrup (VPC Concordia), René Jørgensen (Christina Watches-Onfone) og Patrick Clausen (Post Danmark).
Sidstnævnte blev dog sat af og røg tilbage til feltet, inden den kraftige sidevind overtog hovedrollen på etapen.
Bazzana fik dog lidt ud af anstrengelserne, da han sikrede sig bakketrøjen. Mørkøv får æren af at køre i pointtrøjen på torsdagens 2. etape fra Grindsted til Aarhus. Modolo fører godt nok pointkonkurrencen, men han skal iføre sig løbets gule førertrøje.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker