Jakob Fuglsang drømmer om at køre brostensklassiker
Jakob Fuglsang har kørt på højeste niveau siden 2009, men har aldrig kørt Paris-Roubaix. (Arkivfoto) Foto: Benoit Tessier/Reuters
Benoit Tessier/Reuters
Cykelrytteren Jakob Fuglsang gør sig mest som klatrer, men drømmer om at køre klassikeren Paris-Roubaix.
Cykelrytteren Jakob Fuglsang har aldrig deltaget i Paris-Roubaix, men han drømmer om at stille til start i brostensklassikeren, inden karrieren er omme.
Det siger den 35-årige dansker i TV2-programmet "Tour de ja-vu".
- Jeg synes, Paris-Roubaix er et løb, man som professionel cykelrytter skal have prøvet. Det er ikke lykkedes mig indtil videre at få lov til at prøve det, siger Fuglsang.
Helt ueffen på brosten er Fuglsang ikke.
Fuglsang viste prøver på sin evner på 5. etape af Tour de France i 2014, hvor han og holdkammeraten Vincenzo Nibali overraskende tog anden- og tredjepladsen efter brostenskørsel i Arenberg.
Ved samme lejlighed grundlagde italieneren sin samlede sejr i Touren.
En startplads i Paris-Roubaix er det dog ikke blevet til, og Fuglsang vil helst ikke vente for længe med at få sin debut i det traditionsrige løb.
- Men jeg håber da ikke, det bliver sådan, at det er i mit sidste år som rytter, jeg skal køre Roubaix. Jeg håber, jeg kan få lov at teste det af og køre det flere gange, siger Astana-danskeren.
Fuglsang har prøvet kræfter med tre ud af cykelsportens fem monumenter.
Det er endnu ikke blevet til en startplads i Milano-Sanremo.
En enkelt gang har han deltaget i Flandern Rundt, syv gange i Lombardiet Rundt, mens Fuglsang ti gange har kørt Liège-Bastogne Liège.
Sidstnævnte vandt han i 2019 og sikrede dermed sin karrieres hidtil største sejr.
Jakob Fuglsang har etapeløbet Giro d'Italia som det store mål, når sæsonen genoptages efter coronapausen.
Danskerens første løb bliver det italienske endagsløb Strade Bianche, som køres 1. august.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned