Jakob Larsen bliver på broen

NFH's cheftræner, Jakob Larsen, har forlænget sin aftale med to sæsoner, så kontrakten nu udløber 30. juni 2023. Foto: Anders Knudsen

NFH har forlænget kontrakten med cheftræneren for Ligaholdet

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING NFH's cheftræner hedder også Jakob Larsen de kommende to sæsoner.

Det ligger fast efter at parterne for ganske nyligt er blevet enige om en forlængelse af den kontrakt, der ellers stod til udløb 30. juni 2021.

Den nye kontrakt, der netop er underskrevet, gælder altså to år længere, så fynboen med de grønlandske aner har været seks år i NFH, når han har fuldført den nye kontrakt.

Fra klubbens side var det absolut topprioritet at få Jakob Larsens underskrift ned på papir endnu en gang.

- Vi har været særdeles tilfredse med Jakobs indsats indtil videre, så for vores vedkommende lå en forlængelse lige til højrebenet, siger formand Kennet Berlin, der er glad for forlængelsen af flere årsager:

- Vi vægter kontinuitet på trænerposten rigtig højt, og så har Jakob bevist, at han både håndboldfagligt og menneskeligt passer rigtig godt ind i NFH. Og så er han superdygtig til at dygtiggøre alle de unge spillere, vi har i truppen, lyder det fra Kennet Berlin.

Stortrives i NFH

Med bopæl i Odense kan Jakob Larsen se frem til endnu flere kilometer på landevejen, men det skræmmer ham ikke.

- Overhovedet ikke. Jeg får ordnet en masse på køreturen og elsker at køre bil, siger Jakob Larsen, der ikke var det mindste betænkelig ved at forlænge engagementet i NFH.

- Jeg har det godt i Nykøbing, og som jeg fornemmer det, så har klubben det også godt med mig. Jeg synes stadig, jeg har noget at vise, og der er et rigtig godt udviklingspotentiale i både holdet og faciliteterne omkring med nyt halbyggeri, siger Jacob Larsen, der er tilfreds med hele setup´et i NFH.

- Jeg nyder at arbejde sammen med staben, bestyrelsen, de frivillige, sponsorerne og alle andre der er omkring NFH. Og når jeg har det så godt, så skulle der tungtvejende argumenter til for ikke at fortsætte, siger Jakob Larsen, der allerede i sommer begyndte at snakke forlængelse med daværende formand Henrik Hansen, hvor de begge gav deres ord på, at samarbejdet skulle fortsætte.

Han har ikke haft følere ude andre steder, selvom flere jyske herreklubber står overfor et trænerskifte til sommer.

- Jeg er ikke klar til at træne herrer på nuværende tidspunkt, og opholdet i Dameligaen tilfredsstiller mig enormt. Og især vores hjemmebane vil jeg ikke undvære, lyder det fra Jakob Larsen.

Glade spillere

Cheftrænerens forlængelse falder også i god jord hos spillertruppen, siger fløjspilleren Lærke Nolsøe.

- Det er en stor dag for klubben. Jakob er enormt vellidt og ekstremt vigtig for, at de mange unge spillere søger hertil, siger Lærke Nolsøe, der roser sin træner.

- Han er sindssygt dygtig og altid velforberedt, så jeg kan på hele truppens vegne sige, at vi er enormt glade for kontraktforlængelsen, lyder det fra Lærke Nolsøe.

Jakob Larsen kom til NFH fra GOG i sommeren 2017 efter DM-triumfen, og førte holdet til andet gruppespil i Champions League i sin første sæson, hvor man kun var en enkelt sejr fra en kvartfinale, ligesom han også vandt den danske Super Cup over Randers.

I sæson to blev det til en sejr i pokalturneringens Final4 efter en finalesejr over Odense.