Jakob Poulsen er årets profil i SAS-ligaen

AGF?s utrættelige midtbanespiller Jakob Poulsen bliver hædret af spillerne i SAS-ligaen, der har peget på ham som årets profil 2009. Han har haft et enestående år både for AGF og på landsholdet, hvor han scorede det afgørende mål i VM-kvalifikationskampen mod Sverige.

- Det er dejligt at få en anerkendelse for noget, jeg har arbejdet hårdt for. Og det er rigtig rart, at det er spillerne, der har kåret mig. Det er jo dem, jeg løber og spiller mod og med hver uge, og det er dem, der har mest forstand på fodbold. Så det er helt sikkert noget ganske særligt at få denne pris. Den er jeg meget, meget glad for, siger Jakob Poulsen i en pressemeddelelse.

Han peger på trygheden og den faste spilletid i AGF som en af de vigtigste årsager til, at karrieren er vendt fra bænkeplads i Holland til stjerne i den hjemlige liga og fast mand på landsholdet.

- Jeg er kommet til en klub, hvor jeg har fået fast spilletid, og det betyder en hel del. Det er gået godt for både mig og AGF. Jeg har egentlig ikke gjort noget anderledes end normalt. Jeg træner på samme måde og forbereder mig på samme måde. Men når det kører for én, tror man lidt, at man er uovervindelig, og det kan være en del af forklaringen. Der er i hvert fald ikke noget hokus pokus gemt i det, siger Jakob Poulsen.

SAS ligaens trænere har til gengæld kåret OB-angriberen Peter Utaka til efterårets profil i SAS Ligaen, skriver Tipsbladet, som står for afstemningen.

/ritzau/

Fodboldkollegerne har kåret AGF's og landsholdets midtbanemand, Jakob Poulsen, til Årets Profil i SAS-ligaen.

Offentliggjort Sidst opdateret