Jörg Jaksche fik aldrig mulighed for at vende tilbage til det professionelle cykelfelt efter sine omfattende dopingbekendelser i 2007, men nu håber den 34-årige tysker, at han kan gøre comeback på Michael Rasmussens cykelhold, Christina Watches.
Tyskeren, der i sin tid fortalte om omfattende brug af doping på Telekom, CSC, Once og Saunier Duval, er i øjeblikket i dialog med det danske hold, for at diskutere muligheden for at genoptage karrieren.
- Cykling er min passion, og enhver sportsmand ønsker selv at afgøre, hvordan og hvornår hans karriere slutter.
- Christina Watches har en anden tilgang til tingene end de andre hold, jeg har talt med. Her var der nogle, som ikke var hykleriske som alle de andre, siger Jaksche til Ekstra Bladet.
Han slår fast, at det for ham ikke handler om at køre Tour de France igen. Det handler om at komme tilbage til feltet, komme til at køre væddeløb igen.
Hos Christina Watches er ejer Christina Hembo ikke afvisende over for tyskeren, der i sin aktive karriere har den samlede sejr i Paris-Nice i 2004 som sin største sejr.
- Jörg har offentligt taget afstand fra doping, og han har offentligt beklaget og fortrudt det, han har gjort, og dermed er han absolut en mulighed.
- Alle, der har udstået deres straf og tager afstand fra doping fortjener en ny chance. Men dermed ikke sagt, at han bliver en del af holdet. Det afgør vi i de kommende uger, siger Christina Hembo til avisen.
Jaksche var en af de ryttere, som blev viklet ind i den spanske dopingsag Operacion Puerto i 2006. I 2007 erkendte han, at han havde benyttet sig af bloddoping og blev idømt en karantæne på et år, efter at han havde lagt alle kort på bordet./ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker