Jan Magnussen er overrasket over sit Le Mans-jubilæum
Når han i weekenden jagter sin femte Le Mans-sejr i GT-klassen, fejres der ikke alene 90 års jubilæum for det franske 24-timers-løb, men også 15 års Le Mans-deltagelse for Jan Magnussen.
Et jubilæum, som danskeren ikke selv havde forudset, da han deltog i løbet første gang tilbage 1999.
- Jeg er lidt chokeret over, at det er mit 15. Le Mans-løb, jeg kører nu. Det er 14 mere, end jeg troede, at jeg skulle køre.
- Mit første Le Mans var et langt stykke henne i løbet overhovedet ingen succes. Vi holdt i pitten i alt for lang tid og kom for langt bagud.
- Og jeg sagde til alle, der ville høre på mig: Jeg kommer aldrig nogensinde tilbage hertil. Det er sgu for åndssvagt, afslører Jan Magnussen, der dog er blevet klogere siden.
- Men heldigvis fik jeg lov til at køre bilen over målstregen og opleve den her kæmpe opbakning, der er til alle de biler, der formår at fuldføre de 24 timer.
- Og som årene er gået - og især efter jeg er kommet til Corvette Racing og har vinderchancer - er mit forhold til Le Mans ændret. Nu er det bare årets højdepunkt, siger den 39-årige racerkører.
Jan Magnussen har siden 2004 kørt for Corvette Racing, og han krydser fingre for, at han kan vinde igen.
Jubilæet har dog ingen indflydelse på den tidligere Formel 1-kørers fokus.
- Det betyder ikke rigtig noget for mig, andet end at jeg ved, at jeg tager derned med en masse erfaring, og jeg er klar over, hvad opgaven går ud på, samt hvad der forventes af mig, siger Jan Magnussen.
Le Mans skydes i gang lørdag klokken 15 og slutter tradition tro 24 timer senere.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned